Watch Medier

Ny gasledning fra Nordsøen til Polen løser ikke energikrisen

Baltic Pipe-forbindelsen, der sender gas tværs hen over Danmark til Polen, åbnes tirsdag og er snart i fuld drift. Den øger dog ikke i sig selv mængden af gas til rådighed i Europa.

Foto: Energinet

En ny gasledning, der indvies tirsdag, kan fremover sende norsk gas til Polen via Danmark.

Men Baltic Pipe-forbindelsen kan ikke løse de nuværende problemer med at skaffe erstatninger for den naturgas, som russerne ikke længere sender til Europa.

Det siger Martin Dam Wied, der er afdelingschef i brancheorganisationen Green Power Denmark.

”Der giver nogle flere forbindelser i gasnettet, så man ikke længere er afhængig af den ledning, der går igennem Tyskland. Så det giver noget mere fleksibilitet i gasforsyningen.”

”Men der er kun den gas, der er i systemet i øjeblikket,” siger han.

Alligevel kommer Baltic Pipe indirekte de danske gaskunder til gavn. For hver gang, der sendes gas igennem røret, opkræves der et gebyr - den såkaldte tarif.

Disse gebyrer bruges til at sænke de tariffer, som de danske gaskunder betaler for at få transporteret gassen hen til deres bopæl.

Sammenlagt er det beregnet, at Baltic Pipe giver en samfundsøkonomisk gevinst for Danmark på to milliarder kroner - også efter at man har fratrukket de otte milliarder, som det har kostet Energinet at opføre den danske del.

Resten er til dels betalt af polakkerne, som allerede for mange år siden var på udkig efter muligheder for at gøre sig fri af russisk gas. Af samme årsag har EU også givet økonomisk støtte til forbindelsen.

Samtidig vil en øget tilgængelighed af gas gøre det muligt at skifte flere af de eksisterende polske kulkraftværker ud med gasfyrede. De udleder ganske vist også CO2, men ikke så meget som de kulfyrede.

Det kræver dog, at der rent faktisk er gas til rådighed. Men her kan polakkerne glæde sig til, at det nedlukkede danske Tyra-felt i Nordsøen efter planen genoptager driften til næste år.

Gassen herfra vil også kunne sendes til Polen via Baltic Pipe.

statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes polske og norske kolleger, Mateusz Morawiecki og Jonas Gahr Støre, indvier forbindelsen.


Mere fra Watch Medier

Det nye Nordea Pension skal fylde mere i landskabet end Topdanmark Liv

Med Nordeas kræfter inden for distribution skal det tidligere Topdanmark Liv - nu Nordea Pension - blive en større spiller på pensionsmarkedet, siger privatdirektør Mads Skovlund fra Nordea efter overtagelsen. Nordeas privatkunder kan give selskabet mange nye kunder, vurderer aktuar.

MT Højgaard skal bygge for Novo Nordisk i Bagsværd

Byggekoncernen MT Højgaard får del i en milliardaftale med Novo Nordisk, der har planer om at udvide produktionsfaciliteterne i Bagsværd for milliarder. Højgaards del af byggesummen løber op i ca. 600 mio. kr.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs