Troels Lund Poulsen bliver økonomiminister - Sophie Løhde sundhedsminister

Venstre-folkene Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen får begge ministerposter i den nye regering.
Troels Lund Poulsen er ny økonomiminister. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Troels Lund Poulsen er ny økonomiminister. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Venstreprofilerne Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde bliver henholdsvis økonomiminister og indenrigs- og sundhedsminister.

De er begge højt i Venstres hierarki og har deltaget i forhandlingerne om at danne den nye trepartiregering, hvor de har spillet centrale roller.

Den østjyske økonomiminister Troels Lund Poulsen betegnes bredt som Venstres chefstrateg.

”Det er et område, som handler om at få regeringens politik gennemført og være med til forhandlinger med finansministeren. Jeg kommer til at have fokus på den europæiske økonomi, hvor jeg skal repræsentere Danmark,” siger han ved overdragelsen på Amalienborg.

Det nyoprettede Økonomiministerium kommer til at overtage nogle opgaver fra Finansministeriet. 

Det gælder blandt andet sager vedrørende at udarbejde konjunkturovervågninger og -vurderinger samt sager vedrørende udgivelse af Økonomisk Redegørelse. Økonomisk Redegørelse offentliggøres tre gange årligt - i maj, august og december og er en status over dansk økonomi og en prognose for, hvordan regeringen regner med, at det vil gå de kommende to år. 

Derudover skal ministeriet varetage danske interesser, når økonomiske spørgsmål er på dagsordenen i EU. Den del af EU, som beskæftiger sig med økonomiske spørgsmål, hedder Ecofin og har hidtil sorteret under Finansministeriet. Det bliver der nu lavet om på.

Troels Lund Poulsen har en lang politisk karriere bag sig og har tidligere været miljøminister, skatteminister, undervisningsminister, erhvervs- og vækstminister samt beskæftigelsesminister.

Han får også en plads i Økonomiudvalget og i et nyt regeringsudvalg, som får ansvar for at lede regeringen.

Han er i øjeblikket formand for Statsrevisorerne, som Sophie Løhde også er medlem af. Det må forventes, at de opgiver deres poster, da denne opgave går ud på at være Folketingets vagthund over for ministerier og styrelser.

Løhde overtager for Heunicke

Nordsjællandske Sophie Løhde har før været sundhedsminister, og det er et område, som hun følger tæt. Hun får plads i både Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Sundhedsministeriet bliver lagt sammen med Indenrigsministeriet, som dermed bliver forstærket yderligere.

Magnus Heunicke (S) har været en fremtrædende sundhedsminister under særligt corona-krisen, men må nu afgive posten, hvilket han er ked af.

”Det er meget følelsesmæssigt, fordi vi har været gennem så meget sammen, men jeg glæder mig meget til den nye opgave, sagde Heunicke på vej ind til dronningen og kronprinsen på Amalienborg. Han skal være miljøminister.

Her er det nye ministerhold

Ny digitaliseringsminister får positive ord med på vejen

Erfaren S-politiker kommer i front for erhvervslivet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også