Overenskomstforhandlinger skudt i gang: Forhindringsløb forude

Dansk Industri og Dansk Metal har onsdag indledt overenskomstforhandlingerne. ”Der er historisk mange ubekendte i de her forhandlinger,” siger DI-direktør Lars Sandahl Sørensen.
Dansk Industri og Dansk Metals forhandlere ved pressebriefing om overenskomstforhandlingerne. Forrest DI's Lars Sandahl Sørensen og Dansk Metals Claus Jensen. | Foto: Liselotte Sabroe
Dansk Industri og Dansk Metals forhandlere ved pressebriefing om overenskomstforhandlingerne. Forrest DI's Lars Sandahl Sørensen og Dansk Metals Claus Jensen. | Foto: Liselotte Sabroe
af ritzau

Det bliver ifølge topforhandlerne på industriens område ualmindeligt svært at få en overenskomst i hus ved årets forhandlinger.

Det gav begge sider udtryk for onsdag på et pressemøde, der symboliserer den formelle start på overenskomstforhandlingerne.

Ifølge Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, bliver der tale om ”noget af et forhindringsløb” hen mod en aftale.

”Det skyldes ikke mindst den økonomiske situation. Den sikkerhedsmæssige situation. Det globale situation med inflationen, der for ikke så lang tid siden var oppe på ti procent,” siger han.

”Vi kan ikke længere tage vores velstand for givet.”

Forhandlinger for 600.000

Gennem hele foråret skal der forhandles løn og andre arbejdsvilkår for over 600.000 privatansatte.

Det, der bekymrer arbejdsgiverne, er blandt andet, at de ikke kan forudse, hvordan verden ser ud bare et halvt år ude i fremtiden.

”Der er historisk mange ubekendte i de her forhandlinger - også mange flere end normalt. Hvem kender det præcise renteniveau om seks måneder,” lød det retorisk fra Lars Sandahl på pressemødet.

Købekraften er udhulet

Ved hans side onsdag stod lønmodtagernes topforhandler, Claus Jensen fra Dansk Metal, med ondt i sine medlemmers købekraft.

Under den seneste overenskomst er priserne steget unormalt meget, og derfor har værdien af de lønninger, som parterne senest har forhandlet sig frem til, tabt værdi.

”Jeg kan sige, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at vi så hurtigt som muligt kommer tilbage på sporet,” siger han.

Han gør sig ingen illusioner om, at det hele kan hentes på et år.

”Men vi skal derhen,” siger Claus Jensen, der peger på en tidshorisont på omkring de tre år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også