
Formanden i Brugsforeningen Skåde i Aarhus, Per Graabach, mener, at der er brug for en ny formand for Coop, når der i foråret 2024 er valg, skriver Børsen.
Formanden for brugsforeningen udtaler sig til avisen, efter at den andelsejede dagligvarekæmpe Coop har fremlagt en omfattende spareplan, hvor otte brands under Coop reduceres til tre, mens over 600 stillinger nedlægges.
“De her ændringer er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Mit blødende hjerte håber, at det her lykkes, men jeg tror ikke, det hjælper bare at lægge tre kæder sammen og tro, det øger omsætning og indtjening. Det største problem i koncernen er ledelsen,” siger Per Graabach.
Brugsforeningen i Skaade har tidligere været fortaler for, at bestyrelsesformand Lasse Bolander, der har været formand siden 2008, skal gå af.
Det skete, da der i 2018 var kampvalg om formandsposten, hvor brugsforeningerne forsøgte at vælte Lasse Bolander af pinden og erstatte ham med erhvervsprofilen Lars Fornais, men dengang blev Lasse Bolander siddende som formand.