Flere advarsler til embedsfolk i minksagen trækkes tilbage

Advarsler og disciplinære irettesættelser tildelt flere embedsfolk involveret i den såkaldte minksag bliver nu trukket tilbage – herunder departementscheferne Barbara Bertelsen og Johan Legarth.
Advarslen til departementchef Barbara Bertelsen er trukket tilbage. | Foto: Jens Dresling
Advarslen til departementchef Barbara Bertelsen er trukket tilbage. | Foto: Jens Dresling
af Ritzau

Statsministeriet tilbagekalder den disciplinære advarsel, som departementschef Barbara Bertelsen blev tildelt i august 2022 i forbindelse med Minksagen.

Justitsministeriet oplyser, at det samme gælder Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, samt afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen.

De blev tildelt henholdsvis en disciplinær irettesættelse og en advarsel.

Men efter at forhørsledelsen med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen for nylig nåede frem til, at rigspolitichef Thorkild Fogde ikke havde begået nogen tjenesteforseelse i sagen, er forudsætningerne for andre implicerede i sagen ændret.

Derfor har Medarbejder- og Konkurrencestyrelsen fundet anledning til at se på sagerne igen med andre øjne, hvilket har medført tilbagekaldelserne.

Ifølge Minkkommissionen kunne der rejses sager mod ti embedsmænd.

Her er et overblik over forløbet for de ti embedsmænd og konsekvenserne for dem:

* Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, modtog i første omgang en advarsel. Disciplinærsagen, der frikendte Thorkild Fogde, har dog ændret forudsætningerne for advarslen. Derfor er den nu trukket tilbage.

* En sag mod Miljøministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, der tidligere var departementschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, blev droppet, fordi han fik et nyt job og ikke længere var ansat i staten.

* En disciplinærsag mod rigspolitichef Thorkild Fogde har konkluderet, at han ikke begik nogen tjenstlige forseelser i forbindelse med myndighedernes ageren i Mink-sagen.

* Departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth modtog en irettesættelse. Disciplinærsagen, der frikendte Thorkild Fogde, har dog ændret forudsætningerne for irettesættelsen. Derfor er den nu trukket tilbage.

* Afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen fik en advarsel. Disciplinærsagen, der frikendte Thorkild Fogde, har dog ændret forudsætningerne for advarslen. Derfor er den nu trukket tilbage.

* Afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Tejs Binderup fik en advarsel.

* Kontorchef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Paolo Drostby fik en advarsel.

* Daværende veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen fik en disciplinær advarsel.

* Politiinspektør Uffe Stormly fik en disciplinær advarsel.

* Politiassessor Birgitte Buch fik en disciplinær advarsel.

Kilder: Ritzau, Fødevarestyrelsen, Berlingske, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet

Jarlov om annullerede advarsler: Nu får ingen ansvar i Minksag

Mette Frederiksen tavs om Barbara Bertelsens ansvar i Minksag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også