Dansk mand sigtes for hvidvask af over en halv milliard

Penge blev ifølge anklager ulovligt flyttet mellem virksomhedskonti. Fire sigtede nægter skyld i enorm hvidvasksag, hvor Jyske Bank og Nordea er blevet misbrugt til hvidvask. 
Mand sigtes i stor hvidvasksag. | Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
Mand sigtes i stor hvidvasksag. | Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
af ritzau

En dansk mand er blevet sigtet for at have hvidvasket cirka 560 millioner kroner.

Sigtelsen mod ham og tre andre er torsdag formiddag blevet læst op under et grundlovsforhør i Københavns Byret.

Manden sigtes for hvidvask af særlig grov beskaffenhed ved at have indsat penge på virksomhedskonti i danske banker og videreført beløbene til andre virksomheder.

Det skulle han angiveligt have gjort for at skjule, hvor beløbene stammede fra.

Den danske mand er i 60’erne. Han har høje, markerede kindben og er i retten iklædt en lysegrå skjorte. En midterskilning deler det grå hår, som går ham til øreflipperne.

Både han og de tre medsigtede i sagen nægter sig skyldige i sigtelserne.

De øvrige er en mand og to kvinder. Den anden mand sigtes for hvidvask af grov beskaffenhed for cirka 70 millioner kroner, mens kvinderne sigtes for grov hvidvask for henholdsvis 315 millioner og ikke under 59 millioner kroner.

Sagen mod de fire består af syv forhold. Heraf omhandler de fem hvidvask af særlig grov beskaffenhed.

Et af forholdene beskriver, at den gråhårede mand i perioden 2018-2022 som ejer og direktør i et selskab, der arbejdede med agenturhandel med maskiner og teknisk udstyr, hvidvaskede penge via selskabets konti i Jyske Bank og Nordea.

Konkret skulle han, en af de medsigtede kvinder og flere uidentificerede medgerningsmænd have overført beløb, der svarer til knap 119 millioner kroner.

Pengene, som var i danske kroner, euro og amerikanske dollar, blev overført til en række virksomheder - ifølge anklagemyndigheden ”for at skjule eller tilsløre midlernes ulovlige oprindelse”.

Hvor pengene stammede fra, fremgår ikke af grundlovsforhøret.

Det fremgår af sigtelsen ikke, om det er lykkedes politiet at beslaglægge nogle af de mange penge, som angiveligt blev hvidvasket.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også