Regeringen vil gøre færgerejser billigere og øge befordringsfradrag på landet

Med den nye finanslov for 2024 vil regeringen vil ”styrke mulighederne for at bosætte sig i landdistrikterne”. 
Et ”fuldt landevejsprincip” skal gøre det billigere at sejle med færge i Danmark. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Et ”fuldt landevejsprincip” skal gøre det billigere at sejle med færge i Danmark. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Regeringen foreslår et såkaldt ”fuldt landevejsprincip” og højere befordringsfradrag i finansloven 2024, siger vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til Ritzau.

”Vi vil prioritere nye initiativer, som skal gøre det lettere at transportere sig i landdistrikterne. Både i forhold til at sejle med færger, men også skattelettelser til danskerne, der pendler til og fra arbejde,” siger Jakob Ellemann-Jensen (V).

Senere på ugen fremlægger regeringen et samlet bud på en finanslov for 2024.

En del af forslaget handler om at hæve befordringsfradraget med 100 millioner kroner årligt de næste fire år samt at indføre et ”fuldt landevejsprincip”, så det bliver billigere at sejle med færge i Danmark.

Det fulde landevejsprincip koster 51 millioner kroner årligt, og der afsættes penge til de næste fire år.

Alt i alt er det en større indsats i landdistrikterne for 150 millioner kroner mere om året i fire år. Det vil sige 600 millioner kroner i alt.

Der ydes allerede i dag et tilskud til 33 færgeruter i 21 kommuner med henblik på at sænke færgetakster med i alt 99,3 millioner kroner årligt.

Tilskudsniveauet er fastsat, så kommunerne kan sænke tilskuddet i 46 uger, svarende til at højsæsonen for turister er fratrukket.

Hensigten med forslaget i finansloven er, at landevejsprincippet skal gælde hele året, så prisen for at rejse med færge ligestilles med prisen for at rejse på vejene.

De 100 millioner kroner årligt i fire år til befordringsfradraget skal målrettes yderkommunerne, siger Jakob Ellemann-Jensen.

”Vi vil ikke ligestille det at bo på landet med at bo i byen, for der er mange forskelle, og det skal der være. Men det handler om at gøre det muligt og økonomisk attraktivt at bo i alle dele af Danmark,” siger han.

Både udmøntning og finansieringen af forslagene bliver anvist, når regeringen senere på ugen fremlægger forslaget til finansloven.

Ny færgepulje får ros – men aktører efterspørger fokus på særlig gruppe

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også