Statsministeren: EU-valget holdes 9. juni 2024

Der skal vælges 15 medlemmer af EU-Parlamentet, når der næste forår er europaparlamentsvalg. 
Mette Frederiksen fortalte på et pressemøde i Folketinget, at valg til EU-Parlamentet bliver 9. juni. | Foto: Jens Dresling
Mette Frederiksen fortalte på et pressemøde i Folketinget, at valg til EU-Parlamentet bliver 9. juni. | Foto: Jens Dresling
Af ritzau

Der afholdes valg til EU-Parlamentet søndag 9. juni næste år, oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde på Christiansborg.

”Danskerne skal til stemmeurnerne. Det er selvfølgelig ikke et folketingsvalg. Men vi skal til Europa-Parlamentsvalg. Det har vi besluttet skal afholdes søndag 9. juni næste år,” siger Mette Frederiksen.

Det kom frem før sommerferien, at valg til EU-Parlamentet skulle afholdes i dagene fra 6. til 9. juni 2024. Ifølge EU’s valglov skal valgene i medlemslandene afholdes inden for en fælles periode på fire dage og altid på ugedagene fra torsdag til søndag. Stemmeafgivelsen skal være overstået søndag klokken 21 dansk tid i alle medlemslande.

”Valget vil være en lille smule anderledes næste gang, for vi plejer at forholde os til 14 medlemmer af Europa-Parlamentet. Denne gang er det 15 danske medlemmer, der skal vælges,” siger Mette Frederiksen.

I 1990’erne havde Danmark 16 medlemmer. Men efter en EU-udvidelse blev det reduceret til 14. Siden blev antallet i en periode reduceret til 13.

Ved det seneste valg i 2019 blev der valgt 14 medlemmer. Men kun de 13 kunne i første omgang få et sæde. Årsagen var, at man ved valget tog højde for, at briterne var ved at forlade EU. Linea Søgaard-Lidell (V), som fik det 14.-mandat, fik sin plads i EU-Parlamentet i 2020, da briterne formelt forlod unionen.

Partierne i Folketinget har i løbet af de seneste måneder godkendt kandidater og spidskandidater til EU-valget næste år. Kun partier kan stille med kandidater til EU-valget. Løsgængere kan ikke stille op.

Der afholdes valg til EU-Parlamentet hvert femte år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også