Politikere kalder dansk eksport af militærsoftware til emiraterne "uacceptabel": Kræver større kontrol

Partier på tværs af Folketinget kræver bedre kontrol med virksomheden Systematics salg af militærsoftware. Det er ”uholdbart, når dansk teknologi understøtter diktaturstater”, lyder det fra SF.
Der skal være en meget restriktiv linje vedr. eksporttilladelser, mener Karsen Hønge (SF). | Foto: Finn Frandsen
Der skal være en meget restriktiv linje vedr. eksporttilladelser, mener Karsen Hønge (SF). | Foto: Finn Frandsen
AF FREDERIK THERKILDSEN OG PETER THOMSEN

KØBENHAVN / BRUXELLES – Alene risikoen for at dansk forsvarsteknologi vil kunne ende med at understøtte militæraktioner i det borgerkrigshærgede Yemen bør være nok til at slå bremserne i på mulig eksport af dansk software.

Sådan lyder det fra flere partier, der samtidig opfordrer til at styrke tilsynet med salg af software til eksempelvis De Forenede Arabiske Emirater. 

Udenrigsordfører Christian Friis Bach (R) mener, at det er nødvendigt, at FN-monitoringen af krigsforbrydelser i Yemen kommer tilbage, før dansk militærsoftware kan blive solgt til De Forenede Arabiske Emirater. (ARKIV) | Foto: Jens Dresling
Udenrigsordfører Christian Friis Bach (R) mener, at det er nødvendigt, at FN-monitoringen af krigsforbrydelser i Yemen kommer tilbage, før dansk militærsoftware kan blive solgt til De Forenede Arabiske Emirater. (ARKIV) | Foto: Jens Dresling

“Det er forkert og uacceptabelt, at danske it-selskaber eksporterer våbensystemer til emiraterne, som potentielt kan blive anvendt i Yemen,” siger udenrigsordfører Christian Friis Bach (R) til ITWatch.

Udmeldingen kommer, efter at ITWatch kunne afdække, hvordan at den aarhusianske softwarekæmpe Systematic jagter nye eksporttilladelser til sin militærsoftware til hæren i De Forenede Arabiske Emirater. 

Den olierige ørkenstat har i årevis haft bånd til den verserende konflikt i Yemen. Et krigsengagement, som både forskere og fagfolk over for ITWatch tidligere har vurderet, med al sandsynlighed også vil omfatte Systematics software, hvis den bliver solgt til emiraternes hær.

Selv erkendte Systematic i forrige uge, at virksomheden ingen muligheder har for at kontrollere, om systemet kan indgå i krænkelser af menneskerettigheder i eksempelvis Yemen.

Den manglende kontrol får Christian Friis Bach til at opfordre regeringen til at stoppe den eventuel eksport. Selv henviser ordføreren til, at der tidligere fandtes en FN-mekanisme nedsat under menneskerettighedsrådet til at overvåge og dokumentere eventuelle krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser. Monitoringsmekanismen blev dog afmonteret i oktober 2021.

“Hvis vi skal ind og bidrage til våbensystemer, som potentielt kan blive anvendt i en konfliktsituation som den i Yemen, så er det et helt afgørende krav for mig, at den monitorering igen kommer på plads,” siger Christian Friis Bach.

Må ”ikke falde i forkerte hænder”

Spørgsmålet om eksporten af dansk militærsoftware er blevet aktuelt, efter regeringen tidligere på foråret endnu engang åbnede for at eksportere både dual-use og militærteknologi til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Begge lande har ellers siden henholdsvis 2018 og 2019 været underlagt eksportstop under henvisning til bl.a. krigen i Yemen.

I praksis har Systematic anmodet om at eksportlicenser for sit kontrol- og kommandosystem Sitaware, som efter planen vil skulle foregå gennem det amerikanske forsvarsselskab L3Harris. Mens de amerikanske eksportmyndigheder allerede har givet grønt lys, afventer selskabet selv fortsat et grønt lys fra de danske myndigheder, før det vil være muligt at begynde en ny eksport.

På Christiansborg bliver udsigterne til potentielle eksportudvidelser dog mødt med betænkelighed. Spørger man Karsten Hønge, udenrigsordfører hos SF, er det klart ”uholdbart”, hvis man tillader ny eksport af Sitaware til ørkenstaterne.

“Der skal være en meget restriktiv linje vedr. eksporttilladelser, og det er helt uholdbart, når dansk teknologi understøtter diktaturstater, og bruges mod befolkningen i Yemen,” skriver Karsten Hønge i en skriftlig kommentar til ITWatch.

Erhvervsordfører Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne hæfter sig ved, at der overordnet bør være ”gode rammer” for danske virksomheders eksport. Samtidig er der dog visse forbehold, når det gælder våbensystemer, lyder det.

”Når det kommer til våbeneksport eller som i dette tilfælde eksport af software til militære formål, er det klart, at det ikke må bidrage til hverken krænkelser af menneskerettigheder eller til igangværende konflikter,” skriver Betina Kastbjerg i en skriftlig kommentar og uddyber:

”Derfor er det nødvendigt at sikre, at en eksport bliver vurderet før godkendelse, så udstyr ikke falder i forkerte hænder.”

Kontrolproblemer over Atlanten

Eksport af militærudstyr til bl.a. De Forenede Arabiske Emirater har også været genstand for panderynken i udlandet. Her pegede en kulegravning fra det amerikanske revisionsagentur Governement Accountability Office i fjor på, at der overordnet manglede gennemsigtighed og kontrol med, hvordan militærteknologi blev brugt i området.

”Ifølge DOD’s (Department of Defence, red.) politik, skal embedsmænd, der fører tilsyn med sikkerhedssamarbejdet, være opmærksomme på og rapportere indikationer af, at forsvarsprodukter med oprindelse i USA bliver brugt mod noget andet end legitime militære mål,” fremgår det af undersøgelsens rapport.

Den amerikanske undersøgelse fandt ikke konkrete tilfælde, hvor materiel havde været misbrugt. Det bunder ifølge forfatterne blandt andet i, at overvågningen ikke følger brugen ud i konkrete missioner.

ITWatch har til denne artikel forsøgt at indhente kommentarer fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om, hvordan regeringen forholder sig til kritikken. 

Ministeren har ikke ønsket at lade sig interviewe, men Udenrigsministeriet oplyser, at ”dansk eksport af militært udstyr og dual-use produkter til De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien foregår i henhold til våbenlovgivningen og Danmarks internationale forpligtelser” – herunder EU’s fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr.

”Når det gælder eksport af militært udstyr til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, har Udenrigsministeriet ikke mindst været opmærksom på konflikten i Yemen,” oplyser ministeriet, der understreger, at der anlægges en generelt ”restriktiv fortolkning af kriterierne”. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også