Amerikansk domstol godkender milliardaftale med nye SAS-ejere

Investering på 8,5 milliarder i SAS fra Castlelake, Air France-KLM, Lind Invest og den danske stat godkendes
SAS modtager en investering på ca. 8,5 mia. kr. | Foto: Tariq Mikkel Khan
SAS modtager en investering på ca. 8,5 mia. kr. | Foto: Tariq Mikkel Khan
AF RITZAU

En amerikansk konkursdomstol i delstaten New York har godkendt en investering i SAS fra Castlelake, Air France-KLM, Lind Invest og den danske stat.

Det oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse sent tirsdag aften.

Parterne var allerede tidligere i november blevet enige om aftalen, der skulle endeligt godkendes i USA og forhindre det nødlidende selskab fra at gå konkurs.

Den samlede investering er på 13,2 milliarder svenske kroner. Det svarer til omkring 8,5 milliarder danske kroner.

”Investeringsaftalen, der blev godkendt af domstolen i dag, er en milepæl i vores plan SAS Forward, og det viser, at vores nye investorer tror på SAS og vores potentiale for at forblive på forkant med udviklingen i luftfartsindustrien mange år ud i fremtiden,” siger præsident og administrerende direktør i SAS, Anko van der Werff, i pressemeddelelsen.

SAS har yderligere fået godkendt en kreditfacilitet med Castlelake på 5,5 milliarder svenske kroner - 3,6 milliarder danske kroner.

Aftalen er yderligere betinget af, at omstruktureringsprocessen godkendes af domstolene, hvilket ifølge SAS forventes at ske i begyndelsen af 2024.

Siden 2022 har SAS i USA været under konkursbeskyttelse, en såkaldt chapter 11-proces.

Den havde til formål at beskytte selskabet mod kreditorer, der vil have deres penge omgående, mens SAS omstrukturerer.

I september kunne SAS præsentere et underskud på 260 millioner svenske kroner svarende til 164 millioner danske.

Det fremgik af en finansiel rapport, der var et krav i forbindelse med den konkursbeskyttelsesproces, som selskabet befinder sig i.

Af månedsrapporten fremgik det også, at SAS siden 1. november sidste år sammenlagt har haft et underskud på 4,7 milliarder svenske kroner.

Det svarer til knap tre milliarder danske kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også