Medier: Trepartsaftale om lønløft i det offentlige er på plads

Ifølge TV 2 og Børsen er der landet en trepartsaftale, der fordeler 3 mia. kr. afsat til lønløft i udvalgte dele af den offentlige sektor.
Finansminister Nicolai Wammen (S) . | Foto: Jens Dresling
Finansminister Nicolai Wammen (S) . | Foto: Jens Dresling
af ritzau

En trepartsaftale om lønløft til udvalgte offentligt ansatte er landet, erfarer TV 2 og Børsen.

Aftalen vil ifølge Børsen blive præsenteret klokken 13.00 mandag.

Regeringen havde på forhånd peget på sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter som grupperne, der skal have mere i løn. Der er afsat 3 mia. kr. frem mod 2030.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har dog åbnet for, at flere grupper kan få del i pengene, men samtidig advaret mod, at pengene kan blive smurt for tyndt ud, såfremt for mange grupper inkluderes.

Regeringen har til gengæld sagt, at lønløftet skal gå til personer på fuld tid og personer, der arbejder i skæve vagter. Meningen er at få flere til at gå fra deltid til fuldtid eller tage vagter på skæve tidspunkter.

Pengene skulle række til en lønstigning til de udvalgte grupper på gennemsnitligt 2500 kroner om måneden til 200.000 medarbejdere.

Ifølge DR og Børsen skal der med aftalen faktisk bruges 6,8 milliarder kroner, men det forventes, at over halvdelen kommer tilbage i skat, og statskassens pris for lønløftet bliver derfor i sidste ende tre milliarder.

DR kan fortælle, at der går 1,9 milliarder kroner til sundheds- og ældreplejen, og et tilsvarende beløb skal gå til det, DR beskriver som at få sundhedspersonale til at ”arbejde på sygehuse og i vagt”.

1,6 milliarder går til uddannelse af flere pædagoger, mens lidt over en milliard går til at få flere offentligt ansatte på fuld tid.

DR påpeger desuden, at det først skal afklares ved de kommende overenskomstforhandlinger, præcis hvilke offentligt ansatte i grupperne, der får et lønløft, og hvor meget de enkelte får.

Det er usædvanligt, at regeringen på den måde blander sig i løndannelsen. Statsminister Mette Frederiksen (S) har flere gange lagt vægt på betydningen af at skaffe flere hænder i den offentlige sektor.

Det skal altså ske med et lønløft. Forhandlingerne har stået på siden indledende møder den 27. september.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også