Tonsvis af PFOS-forurenet jord endte hos Nordic Waste

Kommunemedarbejder erklærede sig ifølge Politiken indforstået med, at forurenet jord fra en brandøvelsesplads i Korsør havnede hos Nordic Waste.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Af Ritzau

Jord fra en af landets mest forurenede grunde endte i jordbunkerne hos Nordic Waste i Randers, skriver dagbladet Politiken.

Tilbage i 2021 rensede Slagelse Kommune 22 ton bundmudder op af en grøft på en tidligere brandøvelsesplads i Korsør.

Her blev der brugt brandslukningsskum, der indeholdt det sundhedsskadelige og svært nedbrydelige fluorstof PFOS.

Hverken PFOS eller andre giftige fluorstoffer var ifølge Politiken nævnt i de miljøtilladelser, som Randers Kommune gav den nu konkursramte virksomhed.

Slagelse Kommune forhørte sig hos Randers Kommune, om den kunne sende det forurenede mudder til Ølst.

Det erklærede en miljømedarbejder ved Randers Kommune sig ifølge Politiken ”indforstået med”.

Miljøtilladelsen indeholdt ifølge Politiken ikke krav til, at virksomheden skulle rense spildevandet.

Lektor på Københavns Universitet Xenia Trier, der er medlem af Miljøstyrelsens PFAS-ekspertgruppe, vurderer, at PFOS-forurenet spildevand således kan være havnet i den nærliggende Alling Å.

”Mudderet blev fjernet fra Korsør for at forhindre dyr, eng og hav i at blive udsat for PFOS. Så giver det ikke særlig stor mening at flytte det til Randers, hvor det kan forurene fra det vand, der løber fra sedimentet ud i åen,” siger hun til Politiken.

Randers Kommune har ifølge Politiken oplyst til en politisk følgegruppe, at Nordic Waste ”i forbindelse med to forsøgsprojekter har modtaget en begrænset mængde PFAS-holdig jord”.

Formålet var ifølge kommunen at ”undersøge om det var muligt at rense jorden”, der ifølge kommunen blev opbevaret indendørs i virksomhedens laboratorium.

Nordic Waste har i egne jordprøver vist, at det stort set lykkedes at rense jorden fra Korsør for PFOS, oplyste Radio4 fredag.

Virksomheden tog ifølge mediet jordprøver, der angiveligt viste, at mudderet få måneder efter ankomsten næsten var fri for PFOS.

Eksperter, som radiostationen har talt med, erklærer sig dog uforstående over for, hvordan det skulle være sket.

Radio4 har spurgt den konkursramte virksomhed, hvordan man fjernede det miljøskadelige stof. Men selskabet har ifølge mediet ingen kommentarer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også