Ekspertgruppe vil have chatbots slået fra som standardindstilling

En tech-gruppe nedsat af regeringen har en række anbefalinger klar. En af dem går ud på, at chatbots bør være slået fra som standardindstilling på smartphones og på hjemmesider.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre fremhæver, at der er brug for at skærpe tech-virksomhedernes ansvar for såkaldte deepfakes dvs. manipulerede billeder af personer. | Foto: Jens Dresling
Digitaliseringsminister Marie Bjerre fremhæver, at der er brug for at skærpe tech-virksomhedernes ansvar for såkaldte deepfakes dvs. manipulerede billeder af personer. | Foto: Jens Dresling
Ritzau

På flere sociale medier er der chatbots indbygget, som med kunstig intelligens kan give svar på mangt og meget. Men sådanne bots bør som standardindstilling være slået fra på smartphones og på hjemmesider.

Sådan lyder en af de anbefalinger, som regeringen netop har modtaget fra en ekspertgruppe på tech-området. Den ledes af Mikkel Flyverbom, der er professor på Copenhagen Business School.

Som det er nu, findes der en indbygget chatbot i eksempelvis det sociale medie Snapchat.

Gruppen har set på rammerne for udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Der er et særligt stort fokus på at undgå, at børn påvirkes negativt af udviklingen i de 13 anbefalinger, der er overrakt til regeringen.

I rapporten betoner eksperterne, at der er et potentiale at hente i kunstig intelligens:

”Men kunstig intelligens kan også bruges til at skabe og sprede falsk og vildledende indhold og til at manipulere og fastholde brugerne - særligt børn og unge,” skriver gruppen.

Det er begrænset, hvad den danske regering selv kan stille op mod de store selskaber, der udvikler produkter med kunstig intelligens.

I sine anbefalinger har ekspertgruppen et generelt fokus på, at det skal være EU, som arbejder for rammer og begrænsninger. Det er altså i unionen, at Danmark skal gøre sin stemme gældende i mange af spørgsmålene vedrørende kunstig intelligens.

Foruden anbefalingen om chatbots anbefaler ekspertgruppen blandt andet, at der stilles krav til legetøj, som har kunstig intelligens i sig. I dag findes nemlig dukker og robotlegetøj, som kan interagere med børn.

Lige nu arbejdes der på en legetøjsforordning i EU, og her skal der være en såkaldt tredjepartsverificering af al legetøj med kunstig intelligens, inden det ryger ud til børnene, skriver gruppen.

Det vil sige, at legetøjet skal godkendes af en uafhængig part.

Og så skal tech-virksomhederne kunne dokumentere, at de ikke bryder ophavsret.

En række af regeringens ministre kommenterer i en pressemeddelelse anbefalingerne. Ingen af dem fortæller dog om, hvordan regeringen mere præcist vil bruge dem.

Digitaliseringsminister Marie Bjerre peger dog specifikt på, at der brug for at skærpe tech-virksomhedernes ansvar for såkaldte deepfakes, altså manipulerede billeder af personer, som et indsatsområde.

”Det er afgørende, at vi sikrer det enkelte menneskes frihed til at træffe oplyste valg, og det kræver, at tech-giganterne tager ansvar for vildledning og misinformation på deres platforme,” siger hun i pressemeddelelsen.

Tidligere har regeringen præsenteret et strategisk partnerskab, der skal se på rammerne for kunstig intelligens.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også