Partnerskab anbefaler "kæmpestore investeringer" i dansk kapacitet til at bygge krigsskibe

Et partnerskab har tre centrale anbefalinger til, hvordan Danmark selv kan bygge og vedligeholde krigsskibe. En model handler om at omstille de nuværende reparations- og ombygningsværfter.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og formand for Det Nationale Partnerskab for det maritime område Anne H. Steffensen på et pressemøde om anbefalingerne fra Det Nationale Partnerskab | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og formand for Det Nationale Partnerskab for det maritime område Anne H. Steffensen på et pressemøde om anbefalingerne fra Det Nationale Partnerskab | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det vil kunne lade sig gøre at bygge krigsskibe i Danmark.

Sådan lyder det fra Danske Rederiers adm. direktør, Anne H. Steffensen, der som formand for et nationalt partnerskab for det maritime område har præsenteret en ny rapport.

Her giver partnerskabet anbefalinger til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til, hvordan Danmark i fremtiden i højere grad kan blive selvforsynende, når det handler om at bygge og vedligeholde krigsskibe.

Forsvarsministeren siger på et pressemøde, at det er i Danmarks ”nationale sikkerhedsinteresse” at styrke det maritime område.

”I Danmark står vi på mange måder stærkt i forhold til det maritime. Det skal vi fastholde og styrke i fremtiden.”

Partnerskabet har tre centrale anbefalinger.

Den danske skibsbygningskapacitet skal først og fremmest styrkes med ”kæmpestore investeringer”.

”Kun et værft i Danmark laver større nybygninger, og ingen har skrogproduktion i Danmark,” siger Anne H. Steffensen på pressemødet.

I partnerskabets rapport fremlægges tre modeller til, hvordan den danske skibsbygningskapacitet kan styrkes.

Hvor en model handler om at omstille de nuværende reparations- og ombygningsværfter, handler en anden model om en etablering af en national produktionsfacilitet, der både kan være privat- og statsejet.

Videre anbefaler partnerskabet, at Forsvaret skal binde sig til en langsigtet plan for anskaffelser af skibe over en periode på 20 til 25 år.

Og så skal der planlægges efter et ”systematisk videresalg” af brugte krigsskibe efter 15 til 20 år.

Vælger regeringen, at der skal bygges krigsskibe i Danmark, vil det første skib kunne stå klar i tidligst 2028, lyder det videre fra Anne H. Steffensen.

Det nationale partnerskab for det maritime område blev lanceret af daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) i august 2022.

Dengang lød det fra ministeren, at Forsvaret ”inden for den næste årrække” skal udskifte ”en lang række skibe”, hvilket betyder anskaffelser for omkring 40 milliarder kroner.

Partnerskabet blev derfor lanceret for at komme med anbefalinger til, hvordan den danske, maritime forsvarsindustri kan få del i milliardinvesteringerne.

Anbefalingerne skal danne baggrund for udarbejdelsen af en langsigtet flådeplan i forsvarsforligskredsen i efteråret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også