
ERP-konsulenten Herbert Nathan skal igen være selvstændig. Det skriver han på sin Linkedin-profil.
Han stopper fire år efter, at en del af Herbert Nathan & Co blev sammenlagt med Devoteam, hvor Herbert Nathan selv har arbejdet med ERP-rådgivning - Enterprise Resource Planning - og også trådte ind i ledelsen i 2016. For 1,5 år siden gik han dog på deltid, skriver han i opslaget og forklarer, at han sideløbende har brugt tid på bestyrelsesposter og investeringer.
Farvellet til Devoteam er dog ikke en pensionering, lyder det fra Herbert Nathan – han er frisk på "mindst 10 års mere erhvervsaktivitet".
Hans plan er at fortsætte som rådgiver, men nu som selvstændig og samtidig videreudvikle ERP-analyser med et digitalt fokus hos den svenske del af Herberth Nathan & Co, som forblev en selvstændig virksomhed, da resten blev sammenlagt med Devoteam.
"'ERP begrebet' udvikler sig – det er ikke, hvad det har været tidligere. Jeg kalder det 4. generations ERP. Og det passer jo egentlig også meget godt til min historie; PwC, HerbertNathan & Co., Devoteam og nu tilbage i eget regi," skriver Herbert Nathan på sin Linkedin-profil.