
1. november skifter Søren Krohn Nielsen Dirch Passer Allé på Frederiksberg og en titel som key account manager hos Deas ud med Gothersgade i København K og et nyt job som asset manager hos pensionsinvestoren ATP Ejendomme.
Det oplyser ATP Ejendomme i et opslag på Linkedin.
Søren Krohn Nielsen har været 15 måneder hos ejendomsadministratoren Deas, men har mangeårig erfaring fra ejendomsinvestoren Jeudan, hvor han i 11 år bestræd posten som kundechef.
"Jeg anser mig selv for at være en nysgerrig og løsningsorienteret holdspiller. Jeg er meget fokuseret på at opnå en høj grad af kundetilfredshed og et fordelagtigt afkast til ATP," siger Søren Krohn Nielsen selv.
Under opbygning
Hos ATP bliver det et velkendt ansigt, Søren Krohn Nielsen kommer til at referere direkte til, da ATP's chef for asset management, Tine Cederholm Bemberg, tidligere har været 12 år i Jeudan.
Her var hun med til at opbygge asset management-funktionen, der skal være med til at tiltrække nye kunder og fastholde eksisterende.
Hos ATP er der også ambitioner om vokseværk i asset management-afdelingen. Således bliver Søren Krohn Nielsen den fjerde ansættelse i afdelingen siden september måned.
"At være med til at etablere en stærk asset management-afdeling sammen med afdelingschef Tine Cederholm Bemberg og de øvrige kolleger er bestemt også noget, jeg ser meget frem til," siger Søren Krohn Nielsen.
Med til historien hører det også, at ATP's asset management-afdeling har været udfordret af stor udskiftning, og flere erfarne medarbejdere har forladt pensionsinvestoren i løbet af 2020, som EjendomsWatch har beskrevet i september.
Det har længe været topchef Martin Vang Hansens ambition at opbygge en stærk asset management-afdeling i stil med den Jeudan har.
I dag udgøres afdelingen af syv. Med de nye ansættelser vil afdelingen 1. november være ni.
ATP lider under nøglepersoners afgang: Projekter står stille og lejeindtægter mangler
Fortrolige papirer afslører: ATP-chef skyder tilbage mod sin forgænger
ATP Ejendomme henter Newsec-profil ind i folden: Får ansvaret for kunder
Storkunder søger væk fra ATP Ejendomme: Millioner i leje glipper