Watch Medier

Bæredygtigt fokus sikrer Novo-topchef pris som årets leder

Prisen som "Årets Leder" går i år til Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard Jørgensen. Bag prisen står organisationen Lederne.

Lars Fruergaard Jørgensen får prisen som "Årets Leder 2020". | Foto: Valdemar Ren

Det kræver noget særligt at være øverste chef for flere end 40.000 mennesker i 80 lande. Ikke desto mindre er det den opgave, som Lars Fruergaard Jørgensen hver morgen står op til som topchef for medicinalgiganten Novo Nordisk.

Den opgave klarer han så godt, at han vinder prisen som "Årets Leder" 2020.

Det oplyser organisationen Lederne, som uddeler prisen, i en meddelelse.

Det er særligt to ting, som Lars Fruergaard Jørgensen gør særligt godt, lyder det fra Ledernes formand, Svend Askær.

Askær er sammen med blandt andre Dagbladets Børsens topchef, Bjarne Corydon, en del af juryen, som uddeler prisen.

Det første er, at Lars Fruergaard "excellerer" i at kommunikere et budskab.

"Derudover viser han bæredygtighed i alle dele af sit ledervirke - lige fra fokus på klima og samfundsansvar til at skabe en god kultur på arbejdspladsen med fokus på at udvikle ledere i virksomheden, som kan løfte Novo Nordisks værdier videre," siger formanden i meddelelsen.

Prisen, der siden 2002 blandt andet er gået til topchefer i Lego og Nordea, skal hylde og sætte fokus på ledere, der går forrest.

Den uddeles torsdag i forbindelse med konferencen Ledelsens Dag, som i år er gjort digital på grund af coronaepidemien.

Lars Fruergaard Jørgensen startede i Novo Nordisk for snart 30 år siden. Han har haft flere lederstillinger, inden han i 2017 blev administrerende direktør.

Den 53-årige topchef er stolt over at få prisen.

"God ledelse handler for mig om at kunne definere en strategi og en retning, være god til at forklare den og få organisationen til at følge den.

"Det handler om at få mange til at lykkes, og det får man ved at give noget af sig selv og vise sårbarhed," siger han i meddelelsen.

Ud over hæderen kan Novo-topchefen glæde sig over, at han modtager et maleri af billedkunstneren Torben Gammelgaard.

De andre nominerede til prisen som årets leder var topcheferne for Netto og byggekæden Stark i Danmark, Michael Løve og Britta Korre Stenholt.

Derudover var Connie Astrup-Larsen, topchef i legeredskabsfirmaet Kompan, og Dells direktør for Central- og Østeuropa, Anja Monrad, nomineret.

Lars Fruergaard Jørgensen nomineret til årets leder  

Mere fra Watch Medier

Væksten i Power gik i stå i 2022

Åbningen af nye varehuse løftede ikke salget i elektronikkæden, hvor bundlinjen for første gang i tre år gik i rødt, viser regnskabet for 2022.

Læs også

Relaterede

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs