
Danske Annoncører og Markedsførere, som formelt blev stiftet i sidste uge, og som samler handsken op efter Dansk Annoncørforening, har valgt, hvem der skal stå i spidsen for bestyrelsen, oplyser organisationen i en meddelelse.
Som formand er valgt Michael Stein, marketingschef hos Semler Mobility, og næstformand bliver Pia Niemann, der er marketingdirektør hos Coop.
Formanden og næstformandem er to ud af i alt seks bestyrelsesmedlemmer, som Danske Annoncører og Markedsførere præsenterede i sidste uge.
Organisationen er en afløser for Dansk Annoncørforening, som i juni meddelte, at foreningen lukker til nytår. Siden da er det blevet forsøgt at stable et alternativ på benene, og det blev præsenteret i oktober under Dansk Erhvervs faner. Organisationen, som altså har fået navnet Danske Annoncører og Markedsførere, blev formelt en realitet ved en stiftende generalforsamling i sidste uge.
Holger Wilcks, direktør for Dansk Annoncørforening, vil efter planen fortsætte i spidsen for den nye organisation.