
Medicinalselskabet MSD i Danmark skifter adm. direktør, idet Andreas Daugaard Jørgensen efter godt to år på posten nu skal være regional chef for Sydøstasien i en spritny spin-out-virksomhed, som MSD opretter per 1. februar.
Det oplyser MSD i Danmark til MedWatch.
Andreas Daugaard Jørgensen kom til MSD første gang i 2012 og har de seneste godt ni år været omkring flere stillinger i virksomheden, der blandt har bragt ham til USA og Holland. Siden december 2018 har han stået i spidsen for den danske afdeling og dens 180 ansatte, der som et af de største medicinalselskaber i Danmark omsætter for over 500 mio. kr.
Nu skifter den 40-årige statskundskabsuddannede Andreas Daugaard Jørgensen det danske hovedkvarter på Havreholmen i København ud med kæmpebyen Singapore, hvor han får bopæl, og hvorfra han for det nye MSD-selskab, der har fået navnet Organon & Co skal stå i spidsen for 18 lande i Sydøstasien.
Selv om Organon formelt oprettes 1. februar, forventes selskabet først at være fuldt udspundet i første halvdel af 2021. MSD holder derfor informationerne om det nye spinout tæt til kroppen.
Klart er det dog, at Organon bliver et globalt selskab med flere end 10.000 ansatte, og at selskabet vil have særligt fokus på den del af porteføljen, som vedrører kvinders sundhed.
Også biosimilære produkter indenfor bl.a. onkologi bliver en prioritet, ligesom det nye selskab vil have produkter indenfor dermatologi, smertelindring, respiratoriske sygdomme og kardiovaskulære sygdomme.
Hovedkvarter for Organon vil ligesom MSD ligge i New Jersey, og den nye CEO for Organon, som Andreas Daugaard Jørgensen ultimativt kommer til at referere til, bliver Kevin Ali, der ligesom en stor del af de ansatte i Organon, kommer fra en stilling i MSD. Kevin Ali er således i øjeblikket president og ansvarlig for MSD International.
Afløser fundet i egne rækker
MSD i Danmark har allerede afløseren for Andreas Daugaard Jørgensen klar, og hun er hentet i egne rækker. Det bliver således briten Catherine Williams, der kommer fra MSD forretning i Storbritannien, hvor hun i øjeblikket sidder med ansvaret for bl.a. vacciner, der nu skal lede MSD i Danmark.
Med undtagelse af et kort visit i Takeda Pharma – syv måneder i 2014 – har hun tilbragt hele karrieren i MSD, der begyndte tilbage i 2004. Catherine Williams har en bachelor i sports science fra Coventry University, og har siden suppleret med lederuddannelser fra blandt andre Harward University.
Catherine Williams tiltræder officielt som adm. direktør i MSD Danmark 1. februar – hvornår hun kommer til landet, afhænger af rejserestriktionerne som følge af corona.
MSD sætter fokus på sexisme efter intern undersøgelse
MSD-boss om kønsdiskrimination i life science-branchen: "Jeg har selv hørt en række anekdoter"
MSD starter intern undersøgelse om sexisme: "For farligt at lade være"
MSD-chef advarer: Urealistisk hype om coronavaccine skader tilliden til vacciner