
Politikens Forlag har fundet ny profil til fiktionsafdelingen og ansat Mille Haynes som redaktør. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Mille Haynes kommer med erfaring fra film- og produktionsbranchen og har bl.a. været producer på dokumentaren "Mig og min far - hvem fanden gider klappe". Hun har arbejdet med manuskripter i flere regi og har siden 2019 været story editor i produktionsselskabet Sam Productions, som hun fortsat vil have en tilknytning til, oplyser forlaget.
Hun er uddannet cand.mag i film- og medievidenskab og har tidligere været spydspids på Cph Dox' internationale instruktørlaboratorium, Cph Lab, lige som hun er tilknyttet filmfestivalen Berlinalens talentprogram "Script Station".
Ansættelsen af Mille Haynes kommer, efter Politikens Forlag ved årsskiftet sagde farvel til redaktør Helle Stavnem, der er blevet redaktionschef på forlaget People's.
Hun tiltræder 15. marts.