
Charlie Tango udvider den øverste ledelse med 47-årige Mette Heering Pontoppidan, som bliver ny direktør for CCM-forretningsområdet (Customer Communications Management).
Det oplyser KMD-selskabet i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at hendes arbejdsopgaver i spidsen for CCM-teamet bliver at modernisere kundekommunikationen i selskabet samt udvikle forretningspotentialet gennem digital transformation.
Ifølge adm. direktør i Charlie Tango, Uffe Henriksen, er kommunikation mellem virksomheder og offentlige myndigheder i Danmark vokset i 2020, og han forventer, at kravene hertil yderligere vil øges i fremtiden.
Netop derfor kommer den nye CCM-direktør til at spille en afgørende rolle i selskabet, lyder det.
"Borgere og brugere vil forvente, at virksomheder og myndigheder vil kommunikere mere. Vi vil i Charlie Tango være med til at drive denne udvikling sammen med vores kunder, og derfor er det fantastisk at få en kapacitet som Mette ombord," siger han i meddelelsen.
Mette Heering Pontoppidan kommer fra en stilling som skandinavisk kommunikationsdirektør for RSA Group og marketing- og kommunikationsdirektør i Codan, hvor hun har siddet i direktionen siden 2014. Hun har derudover arbejdet i blandt andet Ørsted, Yousee og Microsoft.
Hun tiltræder i stillingen hos Charlie Tango 1. marts.
Kommuner skal annullere kontrakt med KMD efter klage fra Systematic