Danish Crown henter bestyrelsesmedlem hos Carlsberg

Koncerndirektøren for strategi og digitalisering i Carlsberg træder ind i Danish Crowns bestyrelse fra januar.
Foto: PR/Danish Crown
Foto: PR/Danish Crown

Søren Brinck, der har titel af koncerndirektør for strategi og digitalisering i Carlsberg, er udpeget som nyt bestyrelsesmedlem i Danish Crown A/S.

Det oplyser slagterikoncernen i en pressemeddelelse.

Danish Crown slår i meddelelsen særligt på, at man med den 48-årige Søren Brinck i bestyrelsen får styrket kompetencerne inden for digitalisering og dagligvaremarkedet.

”Det er mig en glæde at byde Søren Brinck velkommen i vores bestyrelse. Han har en række kompetencer og megen ledelseserfaring, som vil være et godt bidrag til arbejdet med udviklingen af Danish Crown og skabelsen af en bæredygtig fødevareproduktion,” udtaler bestyrelsesformand Erik Bredholt i meddelelsen.

Hovedpersonen selv siger om den nye bestyrelsespost:

”Jeg ser virkelig frem til at blive en del af bestyrelsen i en ikonisk dansk fødevarevirksomhed som Danish Crown, hvor jeg glæder mig til at deltage i den videre udvikling af virksomheden sammen med den øvrige bestyrelse og ledelse.”

Søren Brinck er oprindeligt uddannet cand.merc fra Aarhus Universitet, og har siden arbejdet som konsulent i Accenture og med kommerciel udvikling i Arla Foods, inden han i 2006 landede i Carlsberg, hvor han fik titel som direktør for Commercial Excellence.

Siden da har han haft flere titler på skift, blandt andet har han haft ansvar for Carlsbergs aktiviteter i Grækenland, Norge og Danmark. I 2020 fik han ansvaret for en del af den asiatiske region - et vigtigt marked for Carlsberg - og i 2021 blev han så en del af bryggeriets koncernledelse med ansvar for koncernstrategi og digitalisering.

Søren Brinck bliver med indtrædelsen i Danish Crown-bestyrelsen et af i alt fire bestyrelsesmedlemmer, der ikke er andelsejere i slagterikoncernen. Udover de fire uafhængige bestyrelsesmedlemmer, består bestyrelsen også af seks ejervalgte bestyrelsesmedlemmer samt tre medarbejdervalgt medlemmer.

Bestyrelsesposten er blevet ledig, efter formand Mads Nipper, adm. direktør i Ørsted, i februar meldte sin afgang efter seks år på posten.

Samtidig med udnævnelsen af det nye bestyrelsesmedlem bliver Novo Nordisk-direktør Camilla Sylvest, der allerede er en del af bestyrelsen, foreslået til posten som næstformand - posten, som Mads Nipper før besad.

Danish Crown-bestyrelsen består foruden Camilla Sylvest og Søren Brinck af blandt andet Asger Krogsgaard, Søren Frandsen Bonde, Jesper Vaagelund Christensen, Thomas Risager Kjær og Erik Michael Bredholt, der er formand.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter