Iværksætter Ilse Jacobsen er død efter kræftforløb

Erhvervskvinden Ilse Rohde Jacobsen er død, efter at hun siden sidste sommer har kæmpet mod en aggressiv kræftsygdom. Hun blev blandt andet kendt via iværksætterprogrammet ”Løvens Hule” på DR.
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen//
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen//
AF RITZAU

Erhvervskvinden og iværksætteren Ilse Rohde Jacobsen er død efter et kræftforløb, oplyser virksomheden IJH A/S, som hun stod bag, i en pressemeddelelse.

Ilse Jacobsen blev 62 år.

Hun har siden sidste sommer kæmpet mod kræft, og søndag 23. oktober sov hun stille ind omgivet af sin familie.

”Ilses familie vil gerne udtrykke en dybfølt tak for den professionelle behandling og store omsorg, Ilse har modtaget gennem sit sygdomsforløb fra både Rigshospitalet og Hillerød Hospital,” oplyses det i pressemeddelelsen.

Ifølge dagbladet B.T. var Ilse Jacobsen ramt af en aggressiv form for lymfekræft, og det førte til indlæggelse på Rigshospitalet.

”Det er hårdt. Megahårdt. Det er en ond sygdom. Jeg vil ikke ønske det for nogen. Jeg synes virkelig, at det er hårdt,” sagde hun blandt andet til B.T.

Ilse Jacobsen var blandt andet kendt for sit tøjmærke Ilse Jacobsen Hornbæk, og mange husker hende især for de ikoniske, langskaftede gummistøvler i naturmaterialer.

Ilse Jacobsen medvirkede også i flere sæsoner af det populære iværksætterprogram ”Løvens Hule” på DR.

Hun var født og opvokset i Hornbæk, hvorfra hun også drev sin forretning.

Ilse Jacobsen åbnede sin første butik i 1993 og udviklede gennem årene et livsstilsunivers med dametøj, sko, regntøj, gummistøvler, en skønhedsserie og et spa.

”I Ilses ånd og med medarbejdere, ledelse og direktion, som Ilse havde stor tiltro til, kører Ilses univers ufortrødent videre. Om muligt med endnu større dedikation og ansvarsfølelse for hendes imponerende livsværk,” skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

Ilse Jacobsen efterlader sin mand og en bonusdatter.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også