Drømmejobbet kom på tværs af planer om en stilleperiode

Venturefonden Seed Capitals kommende ledende partner, Christian Brøndum, havde efter salget af Planday, hvor han var medejer og adm. direktør, planer om at holde en lang pause. Men da drømmejobbet bankede på, blev planerne ændret.
"Jeg kan ikke forestille mig et job, der er mere et drømmejob for mig," siger Christian Brøndum, der ved årsskiftet siger farvel til it-virksomheden Planday efter 11 år som adm. direktør. Til sommer starter han hos venturefonden Seed Capital, hvor han efter et år overtager posten som ledende partner | Foto: Planday / PR
"Jeg kan ikke forestille mig et job, der er mere et drømmejob for mig," siger Christian Brøndum, der ved årsskiftet siger farvel til it-virksomheden Planday efter 11 år som adm. direktør. Til sommer starter han hos venturefonden Seed Capital, hvor han efter et år overtager posten som ledende partner | Foto: Planday / PR

Det næste og nok mest afgørende skridt i det varslede generationsskifte i toppen af venturefonden Seed Capital blev taget i slutningen af november.

For med annonceringen af Christian Brøndum som afløser for Ulla Brockenhuus-Schack er tidsplanen faldet på plads.

1. juni 2023 begynder Christian Brøndum i venturefonden. 

Efter et år, 1. juni 2024, tiltræder han som ledende partner. I øvrigt samtidig med den forventede lancering af Seed Capitals femte fond.

”Jeg kan ikke forestille mig et job, der er mere et drømmejob for mig, i forhold til det jeg vil,” konstaterer Christian Brøndum, der har inviteret KapitalWatch ind på sin kommende arbejdsplads, der har til huse i kontorfællesskabet Matrikel1 i hjertet af København.

”At få lov til at overtage den platform, som Ulla (Brockenhuus-Schack, red.) og Seed Capital har bygget op og være en stor del af de næste mange iværksættervirksomheder, der kommer ud af Danmark, er en helt unik mulighed.”

Lykkelig over timing

Christian Brøndum er i øjeblikket ved at tage afsked med it-virksomheden Planday, hvor han siden 2011 har været adm. direktør.

Planday har udviklet et digitalt vagtplanlægningssystem til særligt mindre virksomheder og blev sidste forår opkøbt af den newzealandske softwarekoncern Xero for et milliardbeløb.

Internationale investorer sælger dansk it-selskab for milliardbeløb

Ti dage før Seed Capitals annoncering af Christian Brøndums tiltræden, sendte Planday nyheden ud om hans afsked. Denne kommer efter 11 år, hvor han bl.a. har været med til at hente betydelige investorkroner til virksomheden . 

Senest i 2018, hvor en gruppe med den svenske venturefond Creandum, franske Idinvest og finanskoncernen SEB skød over 250 mio. kr. i Planday.

Christian Brøndum var også selv medejer af virksomheden. 

Selvom han sammen med den øvrige ejerkreds hidtil nærmest kategorisk havde afslået alle tilnærmelser, er han i dag lykkelig over timingen af salget. 

Transaktionen gik igennem i april 2021, få måneder efter de første danskere var blevet vaccineret mod covid-19. Netop pandemien havde sat gang i salgstankerne.

”Planday skal nok blive ved med at vækste. Vi solgte til en stor børsnoteret virksomhed, som selv har levet rejsen, og både deres kultur og vision er meget ligesom vores,” konstaterer han:

”Men det kunne ikke være ramt meget bedre for os (ejerne, red.). Hvis vi havde afslået, havde det nok for mit vedkommende betydet, at jeg skulle lægge adskillige år til mit virke, men efter ti år kunne jeg mærke, at tiden var inde til at genopfinde mig selv.”

En voksen startup

Christian Brøndums tid hos Planday udrinder med året, og han kan derfor se frem til at have fri i fem måneder, inden han har første dag hos Seed Capital.

Oprindeligt havde han dog planlagt at skulle have fri endnu længere. Faktisk uden egentlig slutdato:

”Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville prøve at tage helt fri og komme igennem den fase, jeg forudså, ventede mig, hvor jeg på et tidspunkt ville kede mig sig så meget, at en ny kreativitet ville komme frem.”

Christian Brøndum er 46 år. Han bruger flere gange formuleringen ”midt i livet” om, hvor han ser sig selv og fortæller, at han igen var begyndt kategorisk at afvise alle de tilnærmelser, der så småt dukkede op, et år efter han havde været med i salget af Planday.

Denne gang var det ham, de ville have fat i. Men det fik de ikke, for han så frem til ”bevidst at gå igennem den proces”, der lå forude. 

Ikke før Seed Capital henvendte sig.

”Man kan godt sige, at Seed kom på tværs.”

”Det kunne de, fordi det her er en drøm for mig. At arbejde med innovation, unge startups og hele det spænd, der er med mennesker, med vækst og fundraising. Det har jeg en dyb kærlighed for.”

Christian Brøndum gik også i forvejen med en idé om, hvad der ventede ham på den anden side af den planlagte stilleperiode. Med salget af Planday tjente han nemlig ”en sum penge”, som på den ene eller anden måde skal ud at arbejde.

Samtidig var tiden og udviklingen i Planday, der voksede fra seks til 400 ansatte, så markant en oplevelse, at det ikke tiltaler Christian Brøndum at træde ind i en anden vækstvirksomhed. Eller prøve at starte en ny for den sags skyld.

Så valget stod egentlig allerede imellem, om han skulle prøve at investere sine penge selv, hvilket han tidligt havde i tankerne, eller gå sammen med andre i miljøet, der ligesom ham har tjent penge på f.eks. et salg. 

Tilbuddet fra Seed Capital åbnede for en tredje og tillokkende mulighed.

”Seed gav mig muligheden for at blive en del af eksisterende platform, der senest har klaret sig virkelig godt med sin tredje fond, og som ser ud til også at klare sig fint i sin fjerde,” siger han og fortsætter:

”Om noget ved jeg, at det ikke er tilfældigt. Jeg kan huske, da jeg startede hos Planday, at Seed var en af få seriøse danske fonde, og jeg altid set dem som en startup i sig selv, som nu også er blevet voksen.”

Ikke afskrækket, imponeret

Når Christian Brøndum tiltræder som ledende partner, tager Seed Capital samtidig afsked med Ulla Brockenhuus-Schack. 

Hun var med til at stifte Seed Capital i 2004 og har stået i spidsen for venturefonden siden. 

Ulla Brockenhuus-Schack var med til at stifte Seed Capital i 2004 og har stået i spidsen for venturefonden siden | Foto: SeedCapital
Ulla Brockenhuus-Schack var med til at stifte Seed Capital i 2004 og har stået i spidsen for venturefonden siden | Foto: SeedCapital

Men at hans forgænger når at bestride posten i 20 år, inden han tager over, er ikke noget, der afskrækker Christian Brøndum.

”Jeg synes på ingen måde, det er skræmmende. Det er imponerende, det Ulla har opnået. Og så er det fordelen ved, at det er fondsbaseret. Når man rejser en ny fond, er det en ny periode, man går ind i,” siger han.

Skæringsdatoen 1. juni 2024 ligger fast. Uagtet om kapitalrejsningen i Seed Capitals femte fond på det tidspunkt er færdig eller ej. 

Dermed er Christian Brøndum sikret en etårig oplæringsperiode, hvor han kommer til at være helt tæt på venturefondens nuværende ledelse.

”Selvom jeg mener, jeg har lært meget af den rejse, jeg har været på, er det klart, at Ulla og Lars (Andersen, medstifter og general partner, red.) også har været på en lang rejse,” siger han og fortsætter:

”Så det at få lov til at aflure dem og finde ud af, hvad det vil sige at være på deres side af bordet, og hvordan man bliver virkelig god til at sidde der, det er en stor fordel.”

Kombinationen af hans erfaringer fra Planday og deres fra Seed Capital er ifølge Christian Brøndum ret unik. Og han er ikke i tvivl om, hvad hans stærkeste bidrag til den er. For Seed Capital er en early stage-fond, og det kommer hans entré ikke til at ændre ved.

”Og når du er det, skal du kunne komme med andet end kolde kontanter. Det er det, jeg kan bidrage med,” forklarer han. 

Har lavet alle fejl

Det skyldes ikke mindst, at Christian Brøndum i sin Planday-tid har været med til at lave alle de fejl, man kan lave i en vækstvirksomhed, og alligevel kommet godt ud på den anden side.

”Med det jeg har været igennem, kan mange af de ting, som for nye iværksættere kan være store og betydningsfulde, virke overskuelige for mig, og jeg har på mange af de modeller, jeg ser derude, opbygget en god intuition for, hvordan vi løse deres problemer.”

Inden det kommer dertil, kan Christian Brøndum som sagt se frem til at have fri i fem måneder. Dem skal han bl.a. bruge i hjemmet og sammen med sine børn.

Efter exit fra it-selskab skal topchef stå i spidsen for kendt venturefond

Erfaren ventureprofil forbereder sin egen exit

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også