Sparekasse sætter navn på ny direktør efter otte måneders søgen

Der er fundet en afløser for Sidsel Marie Løvvang, der stopper som direktør i Sparekassen for Nørre Nebel og Omegn 1. april. Afløseren har erfaring fra Sparekassen Thy. 
Den afgående direktør Sidsel Marie Løvvang ses her foran Sparekassen for Nørre Nebel og Omegns filial. Hun har tilbragt 42 år i sparekassen. | Foto: Søren Peter Frøsig
Den afgående direktør Sidsel Marie Løvvang ses her foran Sparekassen for Nørre Nebel og Omegns filial. Hun har tilbragt 42 år i sparekassen. | Foto: Søren Peter Frøsig

Det bliver den 56-årige Per Knudsen, der tager over som direktør i Sparekassen for Nørre Nebel og Omegn. Han afløser 1. april en af landets meget få kvindelige bankdirektører, nemlig Sidsel Marie Løvvang, der meldte sin afsked i foråret. 

Det skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

”Vi mener, at Per Knudsen besidder de faglige og personlige kompetencer, der kan føre vores sparekasse videre og udvikle sparekassen yderligere på alle parametre til gavn for os alle i og omkring Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn,” hedder det i pressemeddelelsen, der har bestyrelsesformand Peder Christian Dahl som afsender. 

Per Knudsen har hidtil været områdedirektør i Sparekassen Thy med ansvar for drift og udvikling af filialnettet. Han er blevet fit & proper-godkendt og bliver allerede ansat som medlem af direktionen 1. februar, inden han altså tager over som øverste direktør 1. april.

Peder Christian Dahl hæfter sig ved, at Per Knudsen er født og opvokset i Mejrup lidt uden for Holstebro, hvor han stadig bor. 

”Så han ved, hvad det vil sige at være lokal forankret, og hvor vigtigt det er at være engageret i det nærmiljø, man er en del af. Værdier, som også passer med den måde, vi driver vores sparekasse på,” skriver formanden i pressemeddelelsen.

Den afgående direktør Sidsel Marie Løvvang har samlet været ansat i sparekassen i 42 år, herunder de sidste 11 år som direktør.

Da hun meldte sin afsked i marts lagde formand Peder Christian Dahl ikke skjul på, at det blev en svær opgave at finde en afløser. Sparekassen havde ikke kørt en kroprins i stilling, og Finanstilsynets krav til topchefers hæderlighed og egnethed, de såkaldte fit & proper-krav, gjorde ikke arbejdet lettere. For at lette arbejdet allierede bestyrelsen sig med headhunterfirmaet Hansen Toft.

Sparekassedirektør har meldt sin afsked: ”Man skal slutte på toppen”

Sparekasse har allieret sig med headhunter i jagt på ny direktør: ”Det kan blive svært”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også