
Kurt Skov forlader posten som formand i Blue Water-koncernen, som han selv var med til at stifte for mere end 50 år siden.
Han overdrager i stedet ansvaret til Jørgen Wisborg, som fremover kommer til at stå i spidsen for driftsbestyrelsen i logistikselskabet, der har hovedsæde i Esbjerg.
”Det har været fantastisk at være med til at stå i spidsen for Blue Water i alle årene og opleve den flotte udvikling, alle i Blue Water har bidraget til at skabe,” udtaler Kurt Skov i en meddelelse.
Det har været fantastisk at være med til at stå i spidsen for Blue Water i alle årene
Han grundlagde Blue Water Shipping i 1972. Efter mere end fire årtier i spidsen for selskabet satte han sidste sommer gang i et generationsskifte.
I første omgang overlod han formandsposten i Blue Water Fonden, som sidder på ca. 75 pct. af aktierne, til sin datter Anne Skov. Og nu overlader han så formandsposten i den såkaldte driftsbestyrelse til Jørgen Wisborg.
”Jeg er en meget værdidrevet person, og jeg har stor respekt for værdierne i Blue Water, hvor det handler om at opføre sig ordentlig overfor - og have tillid til - alle interessenter: medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere og omverden,” udtaler den nye formand.
Jørgen Wisborg var topchef for energiselskabet OK i 17 år. Han forlod stillingen i 2022 for at koncentrere sig om bestyrelsesarbejde. Han sidder i dag i bestyrelsen i bl.a. Schouw & Co. og Danoil.
Den nye formand vil gradvis få overdraget formandsopgaverne af Kurt Skov, der fortsætter som menigt medlem af driftsbestyrelsen.