Formandsskifte sat på skinner i GN Store Nord

Efter 15 år på formandsposten genopstiller Per Wold-Olsen ikke ved GN Store Nords næste generalforsamling. Næstformanden står til at overtage posten, mens DI-formand Klaus Holse kommer ind som nyt menigt bestyrelsesmedlem.
Foto: Mik Eskestad
Foto: Mik Eskestad

Per Wold-Olsen har i 15 år tegnet det børsnoterede GN Store Nord udadtil som formand. Ved næste generalforsamling 15. marts er det slut. 

Den 75-årige nordmand har valgt ikke at genopstille, meddeler GN i en børsmeddelelse. 

Bestyrelsen foreslår i stedet næstformand Jukka Pekka Pertola som ny formand og DI-formand Klaus Holse som nyt menigt medlem.

Finnen Jukka Pekka Pertola er i forvejen formand for både Tryg, Siemens Gamesa, Cowi og gaminghardware-selskabet Asetek. 

Udskiftningen på formandsposten kommer kort efter, at en ny storaktionær har flaget en aktiepost på over 10 pct. i det børsnoterede selskab, der ellers har en meget spredt aktionærkreds.

GN Store Nord er i dag en todelt teknologivirksomhed med fokus på lyd bestående af en stor division for høreapparater og en stor division for headsets. Desuden har selskabet opkøbt en stor producent af gamingudstyr, Steelseries, hvilket har medført en stor gældsætning.

Aktiemarkedet har vist nogen skepsis efter dette opkøb, og det seneste år er aktiekursen faldet hele 54 pct. Det har ført til spekulationer om GN som et muligt opkøbsmål. Investeringsselskabet i Demant-koncernen, der også producerer høreapparater, har i november meldt sig som ny storaktionær i GN med en ejerandel på over 10 pct.

Blev bedt om at blive længere

GN skriver i børsmeddelelsen torsdag, at Per Wold-Olsen egentlig havde besluttet at gå på pension tidligere, men blev siddende, da flere store aktionærer bad ham blive. 

Ifølge GN var det for at sikre kontinuitet efter en ny sammensætning af bestyrelsen i marts 2020 med tre nye eksterne medlemmer og efter de ekstraordinære omstændigheder som følge af covid-19-pandemien, krigen i Ukraine og endelig efter GN’s strategiske opkøb af Lively og Steelseries. 

Nu er næstformand Jukka Pekka Pertola således foreslået til pladsen ved bordenden, og han har meddelt, at han vil reducere i sine andre bestyrelses- og formandsposter senest i august 2023 for fuldt ud at overholde ledelsesstandarderne og investorernes krav.

Endelig indtager Klaus Holse en plads i lydselskabets bestyrelse. Han har haft flere ledende stillinger i globale techvirksomheder som Oracle, Microsoft og senest som adm. direktør for Simcorp. I dag arbejder Klaus Holse som bestyrelsesmedlem på fuld tid i teknologidrevne virksomheder. Han er desuden formand for Dansk Industri, skriver GN i børsmeddelelsen. 

Ændringerne skal stemmes igennem af aktionærerne på generalforsamlingen 15. marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også