Fra 1. april sætter Morten Boye sig i spidsen for Arlas globale foodservice-forretning, som er en vigtig del af Arlas femårsstrategi, Future26.
Det skriver Arla i en pressemeddelelse.
Han glæder sig til at stå i spidsen på et marked, hvor han ser enormt vækstpotentiale:
”Jeg er passioneret omkring foodservice og de muligheder, der ligger i kanalen, så jeg glæder mig meget til at indfri disse muligheder sammen med et talentfuldt og dedikeret hold. Samtidig vil jeg også takke alle de skønne kollegaer i Arla Danmark, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med i en meget usædvanlig og til tider også turbulent tid,” siger Morten Boye i en pressemeddelelse.
Morten Boye har været i Arla Foods siden 2020. Inden da har han arbejdet for Cadbury, Lego og Carlsberg.
I forbindelse med skiftet siger koncerndirektør Peter Giørtz-Carlsen, som har ansvar for de europæiske Arla-forretninger:
”Morten skal med sin kommercielle ekspertise, passion for innovation, kundekontakt og stærke lederevner tage vores foodservice-forretning videre til næste niveau og løfte de muligheder, der netop nu opstår, mens industrien er ved at komme på fode efter Covid,” lyder det.