Daells Bolighus finder ny topchef – skal bryde med 15 års underskud

Daells Bolighus, der indgår i Harald Nyborg-koncernen, har på 10 år tabt 218,5 mio. kr. For at ændre på det henter bolighuset en ny direktør hos den svenske discountkæde Dollarstore.
Daells Bolighus har i dag to butikker, der ligger i henholdsvis Glostrup og Odense. | Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix
Daells Bolighus har i dag to butikker, der ligger i henholdsvis Glostrup og Odense. | Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix

Møbel- og boligkæden Daells Bolighus, der er en del af Harald Nyborg-koncernen, har fundet sig en ny adm. direktør.

Brian Seemann Broe har pr. 1 juli overtaget posten fra Henrik Mathiesen, der stopper efter tre et halvt år i front. 

Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR. 

Brian Seemann Broe var frem til december 2022 driftsdirektør for den svenske discountkæde Dollarstore, der for nylig er rykket ind på det danske marked, men han har i hovedparten af har tidligere haft chefstillinger i Netto og hos Coop. 

I et opslag på det sociale medie Linkedin kalder Brian Seemann Broe beslutningen for et ”sporskifte” og forklarer, at han glæder sig til at prøve ”noget andet” end dagligvarehandel, som han på den ene eller anden måde har beskæftiget sig med i hele sit arbejdsliv. 

Han fremhæver kompleksiteten og omfanget af opgaven samt det potentiale, han ser i kæden, der de seneste 10 år har tabt 218,5 mio. kr. med 15 underskud i streg. 

”Jeg ser frem til at gå forrest for de forandringer som skal til, for at sikre en bæredygtig og lønsom vækst i Daells Bolighus fremadrettet,” skriver Brian Seemann Broe. 

Nedbringe omkostninger

For mindre end en måned siden offentliggjorde Daells Bolighus seneste årsresultat, der af ledelsen blev anset som ikke tilfredsstillende.

Møbel- og boligkæden kom ud med et minus på 20,5 mio. kr., hvilket var dobbelt så stort som forventet. 

”Resultatet er påvirket af uro i verden og krig i Ukraine. Der er i løbet af 2022 iværksat flere besparelser for at nedbringe omkostningerne,” skrev ledelsen i sin beretning. 

På toplinjen gik Daells Bolighus også tilbage. Omsætningen landede i 2022 på 137,7 mio. kr. mod 184 mio. kr. i 2021. 

Samlet forventer Daells Bolighus et nyt, men mindre underskud i år - konkret lyder resultatforventningen på -14,3 mio. kr. i 2023. 

”Der vil i løbet af 2023 blive iværksat flere tiltag, som skal styrke salget,” skrev ledelsen i regnskabet. 

For nyligt præsenterede Harald Nyborg også ny direktør, idet direktøren gennem 19 år, Arne Gerlyng-Hansen, gik på pension og overlod roret til Gert Sand, der siden 2011 har været kommerciel direktør i Harald Nyborg. 

Daells Bolighus blev grundlagt i 1910 – dengang under navnet Daells Varehus – og er ejet af Kurt Daell. 

Ud over Harald Nyborg og Daells Bolighus er Jem & Fix og Danish Bottling Company også en del af Harald Nyborg-koncernens portefølje. Harald Nyborg-koncernen er ejet af Kurt Daell og hans sønner, Erling og Njal Daell. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også