Financial Times kårer Novo Nordisks topchef til Årets Person

Særligt Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy og dets ”dybtgående indflydelse på sundhed, samfundet og vores forhold til mad” ligger til grund for kåringen af Lars Fruergaard Jørgensen. (Opdateret)
Lars Fruergaard Jørgensen er Årets Person hos Financial Times. | Foto: Stine Bidstrup
Lars Fruergaard Jørgensen er Årets Person hos Financial Times. | Foto: Stine Bidstrup
af ritzau

Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, er blevet kåret som Årets Person af det førende britiske finansmedie, Financial Times.

Det er særligt Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy og dets ”markante indflydelse på sundhed, samfundet og vores forhold til mad”, som ligger til grund for kåringen.

Financial Times har uddelt prisen til årets mest indflydelsesrige person siden 1970.

Tidligere modtagere inkluderer Bill Gates, Steve Jobs, Barack Obama, Angela Merkel, Jack Ma og Donald Trump.

De seneste to års vindere var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Tesla-direktør Elon Musk.

Den britiske avis beskriver, at ”alt omkring Lars Fruergaard Sørensen er diskret”.

Han er ikke den typiske topchef, lyder det videre.

”Men på sin lavmælte måde er Jørgensen en pionér inden for en kommerciel innovation, der kan få stor betydning for ikke bare sundhed, men samfund, offentlige finanser og vores forhold til mad,” skriver avisen.

Samfundsansvar

Lars Fruergaard Sørensen siger til Financial Times, at han ”føler et stort ansvar” for samfundet.

”For jeg tror, at vi som industri og som virksomhed har en del af nøglen til at løse nogle af de store samfundsproblemer, aldrende befolkninger og kroniske sygdomme,” siger han.

Wegovy blev godkendt til salg i USA i 2021 og kom til Danmark i december 2022. Det er en udløber af et andet Novo Nordisk-lægemiddel ved navn Ozempic, der indeholder det aktive stof semaglutid.

Ozempic blev introduceret af Novo Nordisk som diabetesmedicin i 2018. Hurtigt derefter fandt man ud af, at medicinen havde en slankende bivirkning.

”Før disse lægemidler var den eneste virkelig effektive behandling kirurgisk behandling, hvilket er dyrt og nogle gange risikabelt. Nu er der en simpel indsprøjtning,” skriver Financial Times.

I november offentliggjorde Novo Nordisk regnskabstal for de første ni måneder af året. Det viste en omsætning på 166 milliarder kroner – en stigning på 29 procent i forhold til samme periode året før.

Novo Nordisk er i dag den virksomhed i Europa med den højeste børsværdi.

Lars Fruergaard Jørgensen har været i Novo Nordisk siden 1991. Siden 2017 har han været administrerende direktør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også