Digitaleurope har fået ny mand til at koordinere de politiske meldinger

Tidligere lobbyist for Dansk Erhverv får overordnet rolle i brancheorganisation med 45.000 medlemsvirksomheder på tværs af Europa. 
Lasse Hamilton Heidemann skal være med til at koordinere de politiske meldinger, der kommer fra Digitaleurope. Arkivfoto: PR | Foto: Pr / Dansk Erhverv
Lasse Hamilton Heidemann skal være med til at koordinere de politiske meldinger, der kommer fra Digitaleurope. Arkivfoto: PR | Foto: Pr / Dansk Erhverv

Den erfarne EU-lobbyist Lasse Hamilton Heidemann er i februar kommet med ombord hos Digitaleurope som senior director for outreach, hvilket blandt andet omfatter at skulle varetage brancheorganisationens interesser over for det politiske niveau i Europa.

”Mit job bliver at koordinere en masse af de ting, der går ud af Digitaleurope-huset – at koordinere den brede kontakt til alle medlemslandenes organisationer samt det, der i øvrigt måtte gå ud af huset, så vi er velkoordineret i vores beskeder til det politiske niveau, ” fortæller Lasse Hamilton Heidemann til ITWatch. 

Hvis man nu tillader sig at sige, at du får en rolle som en slags cheflobbyist, er det så helt skævt?

”Man kan sige, at übercheflobbyisten er jo min chef - min CEO, som er Cecilie Bonefeld (generalsekretær i Digitaleurope, red.). Det er hende, der er nummer et. Men jeg står for en underliggende, koordinerende rolle med at prøve at få det hele til at passe sammen,” forklarer Lasse Hamilton Heidemann. 

Han har de seneste godt ti år haft sin gang i Dansk Erhverv, hvor han har været international chef og bosat i Bruxelles. Det har han været ad to omgange – fra 2007 til 2011 og igen fra 2015 til nu. 

Skal være virksomheders stemme

Digitaleurope repræsenterer omkring 45.000 virksomheder på tværs af Europa - både direkte og gennem de nationale organisationer. Blandt de danske medlemmer er Dansk Industri, Dansk Erhverv og IT-Branchen foruden f.eks. Danfoss, som er direkte medlem. I organisationen, der har hovedsæde i Bruxelles, arbejder 65 mennesker med at varetage medlemmernes interesser.

”Der er en hel underskov af forskellige arbejdsgrupper og interne komiteer, som beskæftiger sig med alt – lige nu er AI Act selvfølgelig stor, og vi er lige kommet med et policy paper på det digitale indre marked,” fortæller Lasse Hamilton Heidemann.

Målet for Digitaleurope er at hjælpe medlemmerne til at blive hørt i Bruxelles, hvilket indebærer kontakt til politikere i både Europarådet, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen, mens det også på nationalt niveau typisk er politikerne eller embedsværket, der bliver rakt ud til. 

Det lyder som om, I har flere interesser end alle andre til sammen, som I skal varetage?

”Det er klart, at det breder sig virkelig meget ud, fordi der er så relativt mange medlemmer på forskellige områder. Men den røde tråd er, at det har noget med digitalisering at gøre,” som senior directoren konstaterer. 

I forbindelse med en lang række digitale regelsæt, som EU har vedtaget inden for de seneste fem år, skal Lasse Hamilton Heidemann blandt andet prøve at styrke samarbejdet og sikre rammevilkår for landenes nationale organisationer.

“Hvis vi kigger på de digitale regler i dag, kommer det meste fra EU-siden. Det er afgørende, at vi sikrer, at den lovgivning er så god og tydelig som muligt, så alle er i stand til at bruge reglerne, når de lander i Danmark og andre europæiske lande. Men Europa kommer ikke til at vinde den globale konkurrence alene ved at have reglerne. Det er afgørende, at vi sikrer investeringer i de virksomheder, der bygger kunstig intelligens og andre af fremtidens teknologier - særligt ved at sikre, at rammevilkårene er på plads,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også