Dansk topchef for havvindudvikler er fortid efter blot et år

Havvindudvikleren Skyborn henter ny topchef fra tyske Eon som afløser for Vestas-veteran. ”Jeg er overbevist om, at han vil fortsætte væksten,” fastslår afgående direktør.
Foto: Skyborn Renewables
Foto: Skyborn Renewables

Patrick Lammers skal fra juni stå i spidsen for Skyborn Renewables. Den Global Infrastructure Partners-ejede havvindudvikler har hentet hollænderen hos det tyske energiselskab Eon, hvor han siden 2021 har været driftsdirektør.

”Jeg er henrykt over, at Patrick slutter sig til for at lede Skyborn, efterhånden som det fortsætter med at etablere sig som en af verdens førende havvindplatforme. Vi mener, at havvind – en af de hurtigst voksende vedvarende energisegmenter – bliver afgørende for at nå verdens netto-nuludlednings og energiomstillingsmål,” siger bestyrelsesformand Søren Skou.

Det betyder samtidig en afgang til formandens landsmand Thomas Karst. Det er ellers mindre end et år siden, at danskeren påtog sig rollen som adm. direktør fra Achim Berge Olsen, der i første omgang bestred posten efter selskabets salg fra WPD til GIP.

Det betyder dog ikke, at Thomas Karst – der har en lang ledelseskarriere hos især Vestas, men også Ørsted, Siemens Gamesa og Nordex bag sig – umiddelbart smækker med døren.

”Jeg er meget taknemmelig over for hele holdet hos Skyborn, der har arbejdet sammen med mig i med succes at navigere de udfordringer, vores industri har stået over for i det seneste år, og i at etablere Skyborn som et selvstændigt selskab i egen ret med kompetencer på tværs af hele havvindens værdikæde,” siger Thomas Karst.

”Jeg er ligeledes taknemmelig over for GIP og vores øvrige investorer, der har støttet mig i at lede det hold. Jeg ser frem til at overføre lederskabet af Skyborn til Patrick, som jeg er sikker på vil fortsætte Skyborns vækst og udvikling mod at blive en af verdens førende havvindplatforme.”

Mens den afgående direktør har tjent sine sporer inden for især vindindustrien, kommer den nye topchef med en anderledes energibaggrund. 

Før sin tid hos Eon har Patrick Lammers været omkring RWE og det hollandske Essent, mens de første mange år af karrieren foregik hos Shell. I et par år i slutningen af nullerne var han sågar så langt fra ting, der pustes luft på, at han var direktør for støvsugeproducenten Dyson Group. Han kommer dog med stor tro på teknologien og fremhæver som de øvrige Skyborns platform.

”Jeg har tiltro til den rolle, havvind kommer til at spille i energiomstillingen, og jeg ser frem til at arbejde sammen med alle de dedikerede medarbejdere hos Skyborn for at blive en af verdens førende havvindplatforme,” siger han i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også