Coop Danmark skal have ny topchef

Dagligvarekoncernen Coop Danmarks adm. direktør træder tilbage, når kapitaltilførslen fra energiselskabet OK er gennemført.
Kræn Østergaard Nielsen stopper som topchef for Coop Danmark. | Foto: Kim Frost
Kræn Østergaard Nielsen stopper som topchef for Coop Danmark. | Foto: Kim Frost
af RITZAU ‎

Kræn Østergaard Nielsen har valgt at stoppe som administrerende direktør for Coop Danmark.

Det oplyser dagligvarekoncernen i forbindelse med, at energiselskabet OK bliver medejer af Coop Danmark, der de seneste år har kæmpet med røde tal på bundlinjen. 

44-årige Kræn Østergaard Nielsen har været topchef i koncernen siden september 2020 og forlader stillingen, når kapitaltilførslen er gennemført.

”Jeg er glad og lettet over, at vi sammen med OK har fået landet denne betydningsfulde og afgørende aftale, der sikrer Coop Danmarks fremtid. Men jeg er også overbevist om, at det er bedst, at Coop Danmark får en ny administrerende direktør med ny energi og nye perspektiver, når aftalen er helt på plads,” siger han i en pressemeddelelse.

Coop Danmarks bestyrelsesformand, Jeff Gravenhorst, siger om den afgående direktør:

”Kræn er en holdspiller, og for ham er målet aldrig ham selv. Jeg har på nærmeste hold oplevet hans dedikerede indsats og stålsatte vilje til at finde en løsning på Coops udfordringer. Det er lykkedes med denne aftale, og det vil jeg gerne sige Kræn en stor tak for,” siger han.

Jeff Gravenhorst bliver arbejdende bestyrelsesformand, indtil der er fundet en afløser for Kræn Østergaard Nielsen.

Aftalen om OK’s indtræden i ejerskabet betyder i grove træk, at den hidtidige ejer, Coop amba, og OK fremover får et 50/50 ejerskab med bestemmende indflydelse til OK. I den forbindelse tilfører Coop amba og OK tilsammen 2 mia. kr. til Coop Danmark.

Det er i den forbindelse også indgået en ny bankaftale med et banksyndikat bestående af fire banker.

Samtidig med kapitaltilførslen er det besluttet at droppe ideen om at samle Kvickly og SuperBrugsen under ét brand, Coop. De to kæder fortsætter i stedet som nu, og de tilbageværende Irmabutikker vil blive videreført i SuperBrugsen-regi.

Coop Danmarks regnskab for 2023 ventes offentliggjort senere i april.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også