Foderprotein-virksomhed henter ny finansdirektør
Unibio, der producerer protein til foder gennem bakteriers omdannelse af metan til protein, har fundet en ny finansdirektør i Spencer White.
Det skriver virksomheden, der har hovedkvarter i Roskilde, selv på Linkedin.
”Jeg er virkelig begejstret for at slutte mig til Unibio som finansdirektør, der er en virksomhed med en ædel mission om at brødføde planeten gennem innovation og vedvarende proteinproduktion,” udtaler Spencer White på det sociale medie.
Han kommer med mere end 30 års erfaring fra den finansielle branche. Hos Unibio skal han fremover holde styr på den daglige finansielle aktivitet og arbejde tæt sammen med bestyrelsen.
Ifølge Spencer Whites Linkedin-profil var han før stillingen som finansdirektør medstifter af virksomheden Bilabl.
Unibios forretningsmodel bygger på at sælge licenser til partnere, som så selv kan bruge den patenterede teknologi til at lave protein. Målgruppen lige nu består i høj grad af fisk, og der er lavet flere test på området, men proteinet kan også potentielt bruges i foder til eksempelvis smågrise.
Sidste år fik Unibio en investering fra Saudi Industrial Investment Group (SIIG) på omkring 475 mio. kr. Investeringen skal bruges til at optimere virksomhedens teknologi, så produktionsproduktet på sigt kan blive solgt på det globale fodermarked.
Ved årsregnskabet for 2022 havde Unibio et driftsresultat, ebitda, på -58,5 mio. kr., og et resultat på bunden efter finansielle effekter på -49,3 mio. kr.
Relaterede artikler
Unibio får investering til udrulning af teknologi
For abonnenter
Forskningsprojekt vil lave proteinrigt foder af affald
For abonnenter