ATP sætter navn på ny kommunikationsdirektør

Den nye direktør hentes internt og kommer med to års erfaring fra pensionspengetanken. 
Søren Springborg kommer fra en rolle som nyhedschef ved Watch Medier. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Søren Springborg kommer fra en rolle som nyhedschef ved Watch Medier. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Efter at have været daglig leder af ATP’s kommunikationsafdeling siden udgangen af januar er Søren Springborg udnævnt til ny kommunikationsdirektør.

Det oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse. 

Han kommer fra en stilling som pressechef og Head of External Media i koncernen, og vil i arbejdet med at lede ATP’s kommunikations- og analyseafdeling stå i spidsen for ATP’s prioriterede kommunikationsindsatser på tværs af intern og ekstern kommunikation, lyder det i meddelelsen. 

”Søren Springborg kender maskinrummet i ATP og har været en værdsat rådgiver, siden han trådte ind ad døren i 2022. Kombinationen af Sørens mangeårige erfaring som leder, hans dybe viden om ATP’s rolle og virke og hans indgående kendskab til dansk erhvervsliv og samfund, gør, at Søren har de kompetencer, ATP har brug for i rollen som kommunikationsdirektør,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP, i meddelelsen. 

Søren Springborg kom til ATP i efteråret 2022 efter en karriere som journalist, der bl.a. indebar en rolle som nyhedschef for Watch Medier i JP/Politikens Hus. Om den nye stilling siger han selv, at han ser frem til at træde ind i rollen som ansvarlig for både intern og ekstern kommunikation på tværs af ATP-koncernen: 

”Som væsentlig samfundsaktør har vi i ATP en vigtig kommunikationsopgave i hele tiden at sørge for at kommunikere til og om danskerne – både, når det gælder den pension, vi udbetaler, de investeringer, vi præger samfundet igennem, og den effektive administration af de velfærdsydelser, vi hver dag sender ud til danskerne - alt sammen for at bevare et fundament af økonomisk tryghed for danskerne.”

Kom til i 2022

Tilbage i 2022 sagde Søren Springborg farvel til sin stilling ved Watch Medier for at blive pressechef hos ATP. 

Her lød stillingsbetegnelsen, at han ville få ansvar for presse- og mediearbejde på pensions-, investerings- og velfærdsområdet med titel som Head of External Media Relations. 

Stillingen overtog han fra Stephan Ghisler-Solvang, som stoppede på posten efter cirka syv år. 

I oktober 2023 meddelte direktøren for kommunikation og CSR i ATP, Marie Bender Foltmann, at hun forlod sin stilling hos pensionskæmpen for at blive ny direktør for Nykredits ejerforening, Forenet Kredit.

Dette efterlod stillingen ubesat, indtil Søren Springborg nu er udnævnt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også