Tidligere borgmester bliver direktør for Forbrugerrådet Tænk

Winni Grosbøll kommer fra en stilling som direktør i Friluftsrådet og er tidligere bornholmsk borgmester. Også på formandsposten skal Forbrugerrådet have en ny profil.
Winni Grosbøll afløser Anja Philip som direktør i Forbrugerrådet Tænk. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Winni Grosbøll afløser Anja Philip som direktør i Forbrugerrådet Tænk. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Bornholms tidligere borgmester Winni Grosbøll skifter direktørstolen i Friluftsrådet ud med rollen som direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Det skriver interesseorganisationen i en pressemeddelelse.

47-årige Grosbøll starter i sin nye stilling 1. september.

”Vi lever i en tid, hvor forbrugerne både har mange muligheder og mange udfordringer, når man vil træffe de gode valg. Jeg glæder mig derfor rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet for at forbedre forbrugernes forhold,” siger hun i meddelelsen.

Siden nytår har Forbrugerrådet Tænks vicedirektør, Esben Grønborg Geist, været konstitueret direktør, idet organisationens tidligere direktør, Mads Reinholdt, fik nyt job i Fagbevægelsens Hovedorganisation ved årsskiftet.

Esben Grønborg Geist går fra 1. september tilbage til at varetage sin rolle som vicedirektør i organisationen.

Fungerende formand i Forbrugerrådet Tænk Per Jensen kalder Winni Grosbøll for en ”politisk kapacitet” i pressemeddelelsen.

”Vi er i bestyrelsen overbeviste om, at hun og Forbrugerrådet Tænk er et rigtig godt match. Vi glæder os til samarbejdet,” lyder det videre fra den fungerende formand.

Han sidder også i en midlertidig rolle, siden at organisationens formand gennem 12 år Anja Philip fratrådte sin stilling i april.

På den anden side af sommerferien ventes Forbrugerrådet Tænk at vælge en ny formand.

Forbrugerrådet Tænks opgave er at varetage forbrugernes interesser og tester blandt andet, hvordan produkter fungerer. Det har organisationen gjort siden 1947, hvor den hed Danske Husmødres Forbrugerråd.

Forbrugerrådet Tænk er en uafhængig medlemsorganisation med næsten 90.000 personlige medlemmer og 28 medlemsorganisationer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også