Spareplan og pakkeboom hjælper Postnord til spinkelt overskud i Danmark

Postnord kommer i den danske del af forretningen ud af tredje kvartal med et driftsoverskud på 12 millioner kroner. Det er bedre end sidste år, og selskabet kan foruden en spareplan også takke den voksende pakkemængde under coronaepidemien for fremgangen.
Postnord opnår et spinkelt driftsoverskud i tredje kvartal. | Foto: Stine Tidsvilde
Postnord opnår et spinkelt driftsoverskud i tredje kvartal. | Foto: Stine Tidsvilde
AF RITZAU

Den danske del af Postnord har leveret et spinkelt overskud i tredje kvartal og dermed vendt udviklingen i forhold til sidste års underskud.

Resultatet er trukket op af færre udgifter til ansatte samt kompensation fra den danske stat, som Postnord får for at levere breve til alle afkroge af Danmark.

Postnord kommer ud af kvartalet med et driftsoverskud på 12 millioner kroner. Det er en forbedring fra et minus på cirka 37 millioner kroner sidste år. Det viser Postnords regnskab, der er offentliggjort fredag.

Udviklingen dækker over en fremgang på 15 procent inden for levering af pakker samt logistik. Til gengæld har der været et tilsvarende fald i brevmængderne.

Postnord skriver i regnskabet, at udbruddet af coronavirusset har haft en positiv effekt på pakkeomdelingen, fordi e-handlen er fløjet i vejret.

På udgiftssiden har postselskabet de seneste år været igennem en massiv slankekur som følge af de faldende brevmængder.

Postnord i Danmark er de seneste år gået fra at have over 10.000 ansatte til omtrent 6000, og det har betydet, at udgifterne i dag er på et helt andet niveau end tidligere.

Ser frem til at få langsigtet aftale

I juli blev et flertal i Folketinget enige om at tilføre Postnord 112 millioner kroner for at levere breve ud resten af 2020.

Pengene skal dække, at det rent kommercielt ikke kan betale sig at levere breve i hele Danmark med de samme priser på porto og samme krav til levering.

PostNord bemærker i regnskabet, at selskabet afventer EU-Kommissionens velsignelse til at få tilført pengene.

"Vi ser frem til samtidig med den afgørelse også at få en ny langsigtet aftale med den danske stat fra årsskiftet," siger koncernchef Annemarie Gardshol i en kommentar til regnskabet.

For hele Postnord-koncernen, der også tæller Sverige, Norge og Finland, viser resultatet for tredje kvartal et overskud på 416 millioner kroner.

Det er en forbedring fra et mindre underskud i samme periode året før.

Det er den danske og svenske stat, der ejer postselskabet. Den danske stat ejer 40 procent, mens den svenske stat sidder på 60 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også