Watch Medier

Jysk tjener rekordmange penge i et år præget af corona

Jysk har tjent 3,6 mia. kr. før skat i 2019/20. Dermed har forårets mange midlertidige butikslukninger ikke forhindret rekord i både overskud og omsætning. Dynekoncernen venter i år at nå op over 3000 butikker globalt.

Adm. direktør Jan Bøgh vil nu øge antallet af Jysk-butikker til over 3000. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Et rekordhøjt salg af blandt andet dyner og puder har kastet det største overskud af sig nogensinde for Jysk.

Samlet har selskabet tjent 3,6 milliarder kroner før skat i regnskabsåret 2019/20, der sluttede i august, oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

Tidligere har den danske dyneforhandler, der også sælger blandt andet møbler, kunnet fortælle, at salget i det seneste regnskabsår endte på 30,4 milliarder kroner. Det er ligeledes rekord.

Det rekordhøje salg har fundet sted i løbet af et år, der har været stærkt præget af coronaudbruddet.

2000 midlertidige lukninger

For Jysk havde udbruddet blandt andet den konsekvens, at mere end 2000 butikker i foråret måtte lukke som følge af restriktioner.

Jan Bøgh, administrerende direktør i Jysk, erkender, at udbruddet af coronavirus har udfordret selskabet, og at førsteprioritet har været at prioritere kundernes og de ansattes sikkerhed.

"Men det har også været vigtigt, at coronavirus ikke tager flere ressourcer end nødvendigt. Jysk skal jo være her i mange år fremover, og derfor er det vigtigt, at vi også har været i stand til at investere, så vi står godt rustet til en fremtid, hvor coronavirus ikke længere tager al opmærksomheden," siger Jan Bøgh.

På nippet til at nå over 3000 butikker

Set over en længere årrække har Jysk udvidet sit butiksnetværk på globalt plan, og den udvikling er fortsat i det seneste regnskabsår.

Med de seneste butiksåbninger havde Jysk ved udgangen af året i underkanten af 3000 butikker.

Der har dog i det seneste regnskabsår været planer om at åbne flere butikker, end hvad det blev til. De færre investeringer har derfør også været med til at øge overskuddet.

"Det var helt simpelt ikke muligt at gennemføre alle de planlagte butiksaktiviteter, hvilket selvfølgelig har en positiv effekt på resultatet, fordi vi har investeret mindre end planlagt i vores fysiske butikker. Det betyder imidlertid også, at der er ekstra fokus på at gennemføre så mange investeringer som muligt i dette regnskabsår," siger Jan Bøgh.

I det igangværende regnskabsår planlægger Jysk at åbne mindst 150 butikker. Dermed vil selskabet kunne nå over 3000 butikker på globalt plan.

Ved udgangen af seneste regnskabsår havde Jysk cirka 26.500 medarbejdere verden over.

Mere fra Watch Medier

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs