Norwegian-aktionærer siger ja til kriseplan - nu venter svære forhandlinger

Norwegians aktionærer har stemt for en redningsplan indeholdende massivt salg af nye aktier, konvertering af gæld til aktier og frasalg af fly. Men de svære forhandlinger med kreditorer og nye investorer udestår.
Endnu en hurdle er overstået for Norwegian. | Foto: Erlend Aas/Ritzau Scanpix
Endnu en hurdle er overstået for Norwegian. | Foto: Erlend Aas/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Norwegians aktionærer har torsdag stemt for en redningsplan, som kan være med til at sikre selskabets fremtid. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Norwegian har torsdag afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor der skulle stemmes om en række forslag, som giver ledelsen mulighed for at holde liv i flyselskabet.

Redningsplanen går blandt andet på at sælge aktier for fire milliarder norske kroner og muligheden for at omlægge gæld til aktier.

Næste skridt for Norwegian er at forhandle aftaler på plads med sine kreditorer og finde investorer, der vil skyde penge i selskabet.

Norwegian har fået konkursbeskyttelse i Irland, hvor en stor del af selskabets fly og gæld er registreret.

Beskyttelsen betyder, at selskabet ikke kan blive begæret konkurs, og den giver selskabet ro frem til 26. februar.

I mellemtiden skal selskabet forsøge at forhandle aftaler på plads med de kreditorer, der har penge til gode hos det norske flyselskab.

De skal gå med til at få nedskrevet en del af deres tilgodehavender mod til gengæld at få aktier i Norwegian.

Økonomisk uføre

Det norske flyselskab var i foråret igennem en lignende øvelse, men det gav kun selskabet luft frem til starten af 2021, og derfor er der behov for en ny redningspakke.

Norwegian var allerede inden coronakrisen i økonomisk uføre og kæmper med en gæld på omtrent 50 milliarder norske kroner. Coronaudbruddet har forværret situationen.

Gælden har været stigende, siden selskabet i 2013 søsatte en stor satsning på langdistanceflyvninger til USA og Asien.

Det har betydet et stort indkøb af fly finansieret med lånte penge, men satsningen har ikke kastet den ventede indtjening af sig, og siden 2017 har Norwegian fløjet med underskud.

I øjeblikket har Norwegian kun indenrigsflyvninger i Norge og Danmark og enkelte flyvninger mellem de to lande.

Selskabet havde inden coronaudbruddet mere end 10.000 ansatte, men i øjeblikket er kun 600 på arbejde. Resten er enten sendt hjem eller fyret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også