
Enzymproducenten Novozymes holdt fast i salget i coronaåret 2020. Her var selskabets organiske vækst - altså væksten uden tilkøb - flad.
Omsætningen faldt dog tre procent, når man måler i danske kroner. Den faldt i 2020 til 14 milliarder kroner fra 14,4 milliarder kroner året før.
Det viser det årsregnskab for 2020, som Novozymes har offentliggjort.
"Trods den aktuelle situation er jeg sikker på, at vi vil komme tilbage til vækst i 2021," siger topchef Ester Baiget i en kommentar til regnskabet.
Forventer vækst på to til seks procent
Novozymes forventer i 2021 en organisk vækst på mellem to og seks procent.
"Væksten vil blive støttet af en mere strømlinet organisation, en større kommerciel tilstedeværelse, innovation og en gradvis genopretning i de industrier, der er negativt påvirket af coronapandemien," lyder det fra Baiget.
Novozymes producerer enzymer, der er i en lang række hverdagsprodukter - blandt andet vaskemidler samt føde- og drikkevarer.
Den største af Novozymes' forretninger målt på omsætning er den forretning, der producerer enzymer til hverdagsprodukter som vaskepulver. Sidste år udgjorde den lidt over en tredjedel af virksomhedens samlede omsætning på 14 milliarder kroner.
I regnskabet skriver Novozymes, at salget i den største forretning sidste år nød godt af udrulningen af et nyt produkt i Europa, samt at der i nye markeder - i fagtermer kaldet emerging markets - var en vækst i forbruget af vaskemidler med enzymer.
Målt på geografi er Europa, Mellemøsten og Afrika som samlet region det største marked for Novozymes målt på omsætning. 39 procent af salget gik således dertil sidste år. Til sammenligning gik 32 procent af salget til det næststørste marked, det nordamerikanske.
Novozymes har omkring 6000 ansatte og har mere end 700 produkter i 130 lande.
Selskabet er børsnoteret i København og er en del af det ledende danske aktieindeks, C25.
Læs mere her:
Novozymes-topchef: Vi har taget en verden med covid-19 med i 2021-mål
Novozymes-topchef: Hullet er "stoppet" i Bioenergi
Børsnoteret enzymfirmas udviser forsigtig optimisme for landbrug