En stigende salg til landene i Nord- og Sydamerika har sidste år været med til at løfte vindmølleproducenten Vestas' samlede omsætning og overskud.
Omsætningen er endt på 110,2 milliarder kroner. Det er en stigning på 22 procent i forhold til året før.
Det viser Vestas' regnskab for 2020, der er offentliggjort onsdag.
Forskelle mellem regionerne
Bag stigningen ligger et større salg i ikke mindst USA. I regionen, der omfatter Nord- og Sydamerika, er Vestas' omsætning steget med hele 39 procent til 54,2 milliarder kroner.
Sidste år er omsætningen i EMEA-regionen (Europa, Mellemøsten og Afrika) gået tilbage med tre procent til 39,4 milliarder kroner.
For den sidste af Vestas' tre regioner - Asien og Stillehavsområdet - er omsætningen sidste år steget med hele 54 procent til 16,5 milliarder kroner.
Overskud 10 procent op
Samlet set er Vestas' omsætning altså vokset, og det har bidraget til, at Vestas har kunnet tjene flere penge i det forgangne år. Samlet ender overskuddet på 5,7 milliarder kroner. Det er en stigning på ti procent i forhold til året før.
"Bæredygtig energi tog et stort skridt fremad i 2020 ved at forbedre sin konkurrencedygtighed yderligere og være særdeles modstandsdygtig under den globale pandemi, hvilket var et stærkt vidnesbyrd om, at grøn energi kan udgøre fundamentet for fremtidens samfund," siger Vestas' koncernchef, Henrik Andersen, i en skriftlig kommentar.
For det nye år har Vestas en forventning om at øge sin omsætning yderligere.
Den konkrete forventning er en omsætning på mellem 119 og 126,4 milliarder kroner.
Læs mere her:
Vestas tæt ved halverede driftsmarginen i 2020
Vestas ændrer kommunikationspolitik om ordrer og servicekontrakter