Arla trodsede coronakrise og gik frem i 2020

Mejerikoncernen Arla fik fremgang på samtlige nøgletal i et år præget af coronakrise og brexit-uro. "På grund af vores forretningsmodel var vi i stand til at omstille vores virksomhed og omdirigere store mængder mælk med meget kort varsel," siger koncernchef Peder Tuborgh.
Peder Tuborgh hæfter sig ved Arlas evne til hurtig omstilling under coronakrisen. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Peder Tuborgh hæfter sig ved Arlas evne til hurtig omstilling under coronakrisen. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Trods britisk uro og coronakrise kom Arla gennem 2020 med fremgang på flere poster.

For tredje år i træk steg værdien af ejernes mælk, da Arlas performanceprice endte på 36,9 eurocent (2,74 kr.) pr. kilo mælk i 2020. Året forinden lød selvsamme post på 36,6 eurocent (2,72 kr.) pr. kilo mælk.

Omsætningen gik fra 10,5 mia. euro (78,1 mia. kr.) i 2019 til 10,6 mia. euro (78,8 mia. kr.) i 2020.

Det gav udslag på bundlinjen, som også gik frem fra 323 mio. euro (2,40 mia. kr.) i 2019 til 352 mio. euro (2,62 mia. kr.) i 2020. Driftsresultatet, Ebitda, gik ligeså frem fra 837 mio. euro (6,23 mia. kr.) til 909 mio. euro (6,76 mia. kr.) i 2020.

"Covid-19 er uden tvivl den mest udfordrende krise, Arla nogensinde har oplevet. Men på grund af vores forretningsmodel var vi i stand til at omstille vores virksomhed og omdirigere store mængder mælk med meget kort varsel for at imødekomme den store og pludselige efterspørgsel på mejeriprodukter i detailhandlen, samtidig med at vi minimerede de negative konsekvenser inden for andre sektorer som f.eks. foodservice," siger adm. direktør i Arla, Peder Tuborgh, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg er meget stolt over de resultater, vi har leveret i 2020. Takket være vores andelshavere og vores medarbejdere har vi kunnet fortsætte med at bidrage til den globale fødevareforsyning samtidig med, at vi har sikret et trygt arbejdsmiljø for vores medarbejdere og et højt serviceniveau til vores kunder."

Calcium sparer millioner

Arlas effektiviseringsprogram er nu gået ind i sit sidste år, hvor der i år skal findes besparelser for 46 mio. euro.

I løbet af 2020 sikrede Calcium besparelser for 130 mio. euro (967 mio. kr.) i primært forsyningskæden og markedsføringsomkostninger. Siden 2018 har Arla lavede besparelser for 354 mio. euro (2,63 mia. kr.).

"I løbet af de seneste tre år har vi ændret den måde, vi arbejder, forbruger og investerer på i Arla. Transformationen blev sat på prøve, da covid-19-krisen påvirkede hele verden, men i dag står det meget klart, at det arbejde, virksomheden har udført gennem Calcium, har gjort os bedre til at håndtere pludselige og meget udfordrende forstyrrelser som covid-19," siger finansdirektør Torben Nyholm.

Udfordrende 2021

Selvom Arla er sluppet gennem 2020 med skindet i behold, er andelsselskabet stadig beredt på et udfordrende 2021 som følge af coronakrisen.

Virussen vil fortsat påvirke den globale mejeribranche, men Arla forventer, at selskabets globale brands vil opleve en volumendrevet vækst i 2021.

"2021 bliver endnu et år med store udsving og globale udfordringer, fordi covid-19-krisen strækker sig ind i det nye år, og de første tegn på økonomisk afmatning begynder at vise sig. Vi skal fortsat være meget opmærksomme på at sikre vores medarbejderes og andelshaveres ve og vel, samt vores produktion og vækst. Men det bliver forhåbentlig også et år, hvor vi kommer til at se verden åbne op igen i takt med, at vaccinerne rulles ud, så jeg er forsigtig optimistisk, når det gælder 2021," siger Peder Tuborgh.

Der er lagt 700 mio. euro (5,21 mia. kr.) til side til investeringer i løbet af indeværende år. De skal primært gå til strukturelle investeringer, Calcium-initiativer og til målet om at blive klimaneutral i 2050.

Koncernen forventer en omsætning på mellem 10,3 mia. euro (76,62 mia. kr.) og 10,6 mia. euro (78,85 mia. kr.) og en nettoresultatandel på 2,8-3,2 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også