
Coronakrisen har medført et stort underskud for Københavns Lufthavn, som normalt aldrig oplever at tabe penge.
Lufthavnen kommer ud af 2020 med et underskud på 638 millioner kroner. I 2019 tjente lufthavnen 1,02 milliarder kroner. Det viser årsregnskabet.
Underskuddet skyldes coronakrisen, som har betydet et brat fald i antallet af fly og passagerer i lufthavnen.
Københavns Lufthavn havde sidste år 7,5 millioner passagerer. Det er det laveste antal passagerer i lufthavnen i 50 år og er et fald fra 30,3 millioner i 2019.
Som følge af krisen var lufthavnen sidste år igennem en større fyringsrunde, som har betydet, at omkring 800 ud af 2600 fuldtidsstillinger er blevet nedlagt.
Lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye, siger i en kommentar til regnskabet, at lufthavnen rent finansielt står rustet til at komme igennem krisen.
Lufthavnen har under krisen fået stillet en kassekredit på seks milliarder kroner til rådighed af sine långivere og har derudover fået fritaget nogle lånekrav frem til juni.
"Vi tror på en god fremtid for CPH (Københavns Lufthavn, red.) og for luftfarten, hvor vi alle skal leve op til ambitionerne fra før coronapandemien," siger han i en kommentar.
Også 2021 er startet med få afgange og passagerer. Der har i årets første to måneder været 281.109 passager gennem terminalerne i lufthavnen.
Det er 93 procent lavere end i samme periode af 2020 - lige inden coronaudbruddet for alvor ramte Danmark.
Københavns Lufthavn har valgt ikke at komme med økonomiske forventninger til 2021. Selskabet skriver i regnskabet, at situationen er for usikker.
"Der er stadig betydelig usikkerhed om, hvordan og hvornår rejserestriktionerne ophæves, og det er derfor ikke muligt at give en forventning for passagerantal, indtægter, resultat før skat og samlede investeringer," skriver lufthavnen i regnskabsmeddelelsen.
Staten har en ejerandel i lufthavnen på knap 40 pct.