
Der var skub i væksten hos Volvo Cars i Danmark i april måned, hvor mange bilmærker havde færdigberegnet de fremtidige priser efter en dansk afgiftsomlægning.
Antallet af solgte biler i Danmark voksede således med 333 pct. svarende til mere end 700 biler set i forhold til den samme måned året før, fremgår det af en pressemeddelelse fra bilproducenten.
60 pct. af salget blev udgjort af biler fra Recharge-serien, som er Volvos brand inden for plug-in-hybrid- og elbiler.
Globalt udgjorde Recharge-modellerne 24,3 pct. af salget i april måned, mens det i Europa var 42 pct.
I alt solgte Volvo, der har en plan om kun at sælge fuldelektriske biler i 2030, 62.724 biler i april, mens tallet i samme periode sidste år lød på 31.760.