
Bang & Olufsen har tirsdag aften efter børsmarkedets lukketid opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2020/21 baseret på foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal.
Opjusteringen og forventningen om overskud udløste prompte kursstigninger på op til 14-15 procent onsdag formiddag.
Billed- og lydkoncernen med hovedsæde i Struer regner således nu med en omsætning i intervallet 2625-2675 mio. kr. mod førhen 2300-2500 mio. kr.
Samtidig ses driftsresultatet, EBIT før særlige poster, nu at ende i positive 25-50 mio. kr., mens B&O tidligere havde stillet et resultat mellem minus 50 mio. kr. og positive 25 mio. kr. i udsigt.
Endelig sættes også forventningen til den frie pengestrøm op til området 115-125 mio. kr. fra området 0-100 mio. kr.
"Jeg er tilfreds med, at vi har leveret tocifret vækst og igen gjort Bang & Olufsen profitabelt. Dette er en vigtig milepæl for os, og jeg er stolt over, at vi har opnået dette blot et år efter, vi lancerede vores strategi og begyndte vores turnaround," udtaler topchef Kristian Teär i meddelelsen.
B&O oplyser, at selskabet i fjerde kvartal har fastholdt sit vækstmomentum "på tværs af alle regioner", samtidig har koncernen i perioden styrket sin produktportefølje med fem nye produkter, ligesom det har forbedret "produkttilgængeligheden".
Koncernen har dog fortsat i fjerde kvartal været negativt påvirket af mangel på komponenter i kølvandet af coronapandemiens nedlukninger. På den baggrund har selskabet også haft højere omkostninger til komponenter og til transport, hvilket har haft en negativ effekt på indtjeningsevnen i perioden.
Bang og Olufsen kommer med årsregnskab onsdag 7. juli.
Læs mere her: