Watch Medier

Pandora-topchef: Kunderne vender tilbage til butikkerne

Væksten i netsalget afløses nu af mere salg i Pandoras fysiske smykkebutikker, der er genåbnet efter nedlukninger under pandemien.

Pandora-topchef Alexander Lacik. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Coronapandemien og lukkede forretningsgader har betydet, at kunderne har måttet stille deres indkøbslyst på nettet. Pandora-kunderne er ingen undtagelse. Faktisk er netsalget hos smykkeproducenten eksploderet under corona.

"Hvis vi sammenligner salget på nettet i andet kvartal i år med væksten i andet kvartal sidste år, er vi gået lidt tilbage. Men sammenligner vi med det mere normale andet kvartal 2019, er det mere end fordoblet," siger Alexander Lacik, topchef i Pandora, til Ritzau Finans.

Smykkeselskabets organiske vækst på 134 pct. i forhold til kvartalet i 2019, og salget online udgør 24 pct. i kvartalet mod 12 pct. i andet kvartal 2019.

Sammenligner man med første kvartal i år, er onlinesalget i månederne april, maj og juni en kende under online i første kvartal 2021.

"Vi kan se, at kunderne vender tilbage til butikkerne i takt med genåbningerne," siger topchefen.

Corona har betydet, at også Pandoras butikker har været lukkede i løbet af pandemien, og lige nu er omkring 8 pct. af butikkerne lukkede, oplyser selskabet i regnskabet.

I snit var omkring 15 pct. af butikkerne lukkede i det netop overståede kvartal. Tallet var i første kvartal i år på 30 pct., i andet kvartal sidste år var næsten hver anden - omkring 45 pct. - butik lukket for kunderne.

I kvartalet har Pandora lukket 29 konceptbutikker, hvoraf de 12 er i Kina, fem i Spanien og resten fordelt ud på de øvrige markeder.

"Butikslukningerne i Kina er ikke en del af en strategi," påpeger Alexander Lacik og fortsætter:

"Nogle af lukningerne er permanente - andre skyldes forsinkelser i at åbne dem andre steder på nye placeringer."

Samlet havde Pandora 2630 konceptbutikker i andet kvartal mod 2714 i andet kvartal 2020.

Mere fra Watch Medier

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs