Watch Medier

Sønderjysk flyselskab taber 100 millioner i omsætning

Air Alsie, som også administrerer søsterselskabet Alsie Express, kom ud af regnskabsåret med en omsætning, som var 100 mio. kr. lavere end året før.

Air Alsie administrerer også søsterselskabet Alsie Express. | Foto: Alsie Express, PR

Coronakrisen gik ikke charter- og taxiflyselskabet Air Alsie forbi. Således kom det Sønderborg-baserede selskab, som også administrerer søsterselskabet Alsie Express, ud med et fald i omsætningen på knap 100 mio. kr. og lander på 517 mio. kr.

Det fremgår af selskabets regnskab for det skæve regnskabsår 2020/2021.

Bruttofortjenesten er dog steget fra 107 mio. kr. i sidste regnskabsår til 129 mio. kr., trods en mindre øgning af personaleudgifterne med knap 5 mio. kr. til godt 103 mio. kr.

Driftsresultat (ebit) løftes desuden med 71 pct. til 12 mio. kr., og overskuddet ender dermed på 15 mio. kr. – hvilket er mere end en fordobling af resultatet på knap 7 mio. kr. året før.

Air Alsie skriver desuden i regnskabet, at selskabet ikke var i stand til at vurdere, hvordan coronakrisen ville påvirke forretningen, hvorfor man har modtaget støtte fra den danske stat for blandt andet at undgå fyringer.

Selskabet modtog således kompensation for over 12 mio. kr., herunder en lønkompensation på 7 mio. kr. Antallet af ansatte steg i regnskabsperioden med 2 til 163.

For nyligt fremlagde søsterselskabet Alsie Express et regnskab, som viste et rundt nul på bundlinjen. Foruden statslig kompensation på 8,5 mio. kr. modtog Alsie Express i regnskabsåret en gave fra Bitten og Mads Clausens Fond på 4,4 mio. kr., som dækkede resten af selskabets underskud.

Begge selskaber er ejet af Sandma Holding A/S.

Gave fra Danfoss-fond redder sønderjysk flyselskab fra underskud  

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs