Trods corona tjener Jysk-imperiet milliarder

Lars Larsen Group har i seneste regnskabsår tjent hele 6,5 mia. kr. før skat. En stigning på over 50 pct. fra året før. Langt størstedelen af overskuddet - 4,5 mia. kr. - kommer fra møbel- og sengetøjskæden Jysk, som er til stede i en lang række lande.
Foto: Claus Bonnerup/claus bonnerup
Foto: Claus Bonnerup/claus bonnerup

Selv om der har været restriktioner for at inddæmme corona i samfundet, har det seneste regnskabsår været forrygende for Lars Larsen Group.

Selskabet, der blandt andet står bag møbel- og sengetøjskæden Jysk, har i det skæve regnskabsår 2020/21 tjent 6,5 milliarder kroner før skat mod mod 4,2 mia. året før.

Omsætningen for de samlede aktiviteter blev løftet tæt ved 10 pct. til 39 mia.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse torsdag.

Det er ifølge topchef Jesper Lund et resultat, som alle medarbejdere i selskabet kan være stolte over at have opnået.

"Det seneste regnskabsår har været en dynamisk periode, hvor det for os har været afgørende at holde fokus på at kunne omstille os hurtigt uden at miste fokus på målet om at skabe værdi på lang sigt," siger han i meddelelsen.

Den største del af overskuddet kommer fra Jysk, som Lars Larsen åbnede den første butik af i 1979. Det gælder 4,5 milliarder kroner.

Men også investeringer har vist sig givtige for koncernen. Overskuddet herfra er steget fra 449 millioner kroner til 1,6 milliarder kroner.

Det skyldes, at børsnoterede aktier generelt har klaret sig godt i det seneste regnskabsår ifølge Jesper Lund.

"Men jeg vil også fremhæve indsatsen fra vores godt 37.000 medarbejdere i Lars Larsen Group. Det er i høj grad deres fortjeneste, at det er gået så godt under usædvanlige arbejdsbetingelser. Derfor er jeg glad for, at vi har været i stand til at øge antallet af medarbejdere med cirka 2000 i løbet af det seneste regnskabsår," siger han.

Erhvervsmanden, der også er kendt som dynekongen, døde i 2019. Lars Larsen Group er nu ejet og kontrolleret af hans familie.

Foruden Jysk er også virksomheder som Bolia, Sengespecialisten og Letz Sushi ejet af koncernen. I regnskabsåret er også Sofacompany tilføjet til porteføljen.

Der er i alt investeret 2,6 milliarder kroner i driften af de øvrige virksomheder i koncernen.

"Det er en grundværdi i Lars Larsen Group, at vi ønsker at skabe vækst og udvikling i samfundet. Derfor har vi heller ikke sparet os til et større overskud. Tværtimod har vi investeret mere end nogensinde før til gavn for både Lars Larsen Group og det omgivende samfund," lyder det fra direktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også