Øget e-handel gav Lakrids by Bülow rekordsalg i 2021

Onlinesalget hos Lakrids by Bülow steg med 26 pct. i 2021 og er hovedårsagen til en samlet salgsvækst på 14 pct. Resultatet før skat kom i plus, mens nettoresultatet fortsat er rødt.
Fredrik R. Nilsson er topchef i Lakrids By Bülow. Han havde en karriere inden for Nestlé og Nespresso, inden han blev adm. direktør for Lakrids by Bülow. | Foto: Lakrids by Bülow/PR
Fredrik R. Nilsson er topchef i Lakrids By Bülow. Han havde en karriere inden for Nestlé og Nespresso, inden han blev adm. direktør for Lakrids by Bülow. | Foto: Lakrids by Bülow/PR
Jens Betak Nielsen & Louise Reseke

Det danske lakridsfirma Lakrids by Bülow kom ud af 2021 med en stigning i salget på 14 pct. til 293 mio. kr. Det rå driftsresultatet (EBIT) faldt fra 28,5 mio. kr. i 2020 til 21,8 mio. kr. i 2021 - renset for ekstraordinære omkostninger viser driftsresultatet dog en fremgang til 35 mio. kr. - en vækst på 23 pct.

Omsætningstallene er de bedste i selskabets historie, og væksten er primært drevet af en stigning på 26 pct. i e-handlen, der nu udgør 36 pct. af den samlede omsætning, skriver selskabet.

Væksten i e-handlen sammenlagt med en stigning i egne fysiske detailbutikker betyder, at salget direkte til forbrugerne udgør 57 pct. af den samlede omsætning i 2021.

Fremgangen vender resultatet før skat fra minus til plus. Overskuddet lyder på 1,5 mio. kr. mod et minus på en halv mio. i 2020. Men efter skat er bundlinjen fortsat rød for holdingselskabet Lakrids JB Holding ApS med et underskud på knap 2 mio. kr. - en forbedring fra 2020, hvor bundlinjen var minus 2,7 mio. kr.

Udlandssalget stiger

Selskabet har de senere år investeret i international ekspansion. Geografisk bidrog Tyskland og Storbritannien især til fremgangen med en vækst på henholdsvis 25 pct. og 33 pct. Samlet set udgjorde salget uden for Danmark 67 pct. i 2021.

”2021 blev det bedste år nogensinde for Lakrids by Bülow, både med hensyn til omsætning og indtjening. På trods af at være lukkede i næsten en tredjedel af året pga. covid-19 steg salget i vores egne 26 butikker med 10 pct. i forhold til 2020. Det er meget tilfredsstillende og lovende, at vi har været i stand til at opretholde solide tocifrede vækstrater de seneste år på trods af pandemien,” udtaler Fredrik Nilsson, adm. direktør i Lakrids by Bülow, i meddelelsen.

Lakridsfirmaet, der har 157 fuldtidsansatte, fortsætter sin internationale ekspansion i 2022 med åbningen af nye konceptbutikker og lanceringen af en amerikansk webshop. I marts åbnede en ny, stor konceptbutik i Stockholm og en midlertidig butik i Frankfurt lufthavn.

I de kommende uger åbner endnu en midlertidig butik i lufthavnen i München, mens selskabet også forventer at åbne en ny konceptbutik i London i løbet af de næste måneder.

I regnskabet skriver selskabet, at det forventer fortsat vækst med en omsætning på mellem 325 og 350 mio. kr. i 2022 og et driftsresultat på 40-45 mio. kr.

Lakrids By Bülow blev stiftet i 2007 af iværksætteren Johan Bülow, der i dag er kreativ direktør og medejer af selskabet med en andel på 25 pct. De resterende 75 pct. ejer den svenske kapitalfond Valedo Partners, der købte sig ind i selskabet i 2016.

Læs mere her:

Droppede børsplaner koster lakridskoncern tocifret millionbeløb

Lakridschef har mål om flere butikker i udlandet i 2022

Dansk lakridsfirma dropper børsnotering


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også