Matas når rekordsalg: "Kunderne er vendt tilbage til de fysiske butikker"

Salget i de fysiske butikker steg i Matas-kæden seneste regnskabsår og var den primære årsag til væksten i selskabet, mens onlinesalget lå fladt. Trods usikkerhed og faldende forbrugertillid fastholder selskabet vækstmål.
Adm. direktør for Matas Gregers Wedell-Wedellsborg. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Adm. direktør for Matas Gregers Wedell-Wedellsborg. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Med en toplinje på 4,34 mia. kr. i det skæve regnskabsår 2021/22, der blev præsenteret onsdag morgen, satte Matas ny omsætningsrekord og rykkede tættere på den langsigtede målsætning om en toplinje på 5 mia. kr. i 2025/26.

Væksten på 4,3 pct. var samtidig den næsthøjeste de seneste fem år med forrige års fremgang på 12,9 pct. som toppunktet. Samtidig steg driftsresultatet (ebitda) med 2,6 pct. til 803 mio. kr.

Mens det især er nethandel, der har lagt hestekræfter til fremdriften på toplinjen de senere år, var det i høj grad kædens 260 fysiske butikker, der drev værket sidste år, forklarer adm. direktør for Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg.

”Kunderne er vendt tilbage til de fysiske butikker, og samtidig har de handlet hyppigere hos os. Derudover har vi kunnet fastholde det store vækstspring, vi fik digitalt under corona,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg, der uddyber, at det er andre og mindre coronarelaterede produkter, der er blevet lagt i kurven.

”I stedet for håndsprit og coronatest er kunderne begyndt at købe ind i de nye kategorier, vi har lanceret, som professionel hårpleje og special hudpleje. Så vores idé om, at vi ved at udvide vores sortiment også kan få vores kunder til at handle mere hos os, har fået en rigtig fornuftig start,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg med henvisning til strategien om at udvide sortimentet til 150.000 produkter.

Online-andel af salget faldt

Mens genåbningen fik butikkernes omsætning til at stige tre pct. sidste år, betød det til gengæld at onlinesalget ikke tog til i året, men landede fladt.

Dermed faldt andelen af omsætningen, som den digitale kanal står for, et nøk fra 26 pct. til 25 pct. og sendte det børsnoterede selskab lidt længere fra det strategiske mål om en ligelig omsætningsfordeling mellem fysisk og digitalt salg i 2025/26.

”Vi kan se, at nogle kunder har handlet lidt mere af nød end af lyst på nettet under corona. I den forstand har genåbningen været en tillidserklæring til butikkerne. Kunderne er væltet ud i de fysiske butikker igen, så snart de har haft muligheden, og det har også gjort os mere sikre på, at kombinationen af fysiske butikker og online både er det kunderne efterspørger og det, der forretningsmæssigt giver os størst konkurrencekraft,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Mataskæden har i dag godt 260 butikker rundt om i landet, og det er ikke planen at ændre stort på det fysiske aftryk, forklarer han.

”Vi har det rigtige antal butikker nu, og det bliver måske lidt færre på den lange bane, for vi tror, den digitale udvikling inden for online handel vil fortsætte. Men de fysiske butikker står rigtig stærkt.”


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også